Der skal simpelthen både farver og krudt i maden, hvis man ikke skal vælge at gøre som bjørnene og gå i hi indtil engang i april. En livredder er et lille glas rød karrypasta, der kan varme sind og skind. Her er det torsk, der har fået æren af rød karry, kokosmælk og en masse dejlige vintergrøntsager.
Du kan lave den samme ret med enhver anden fast, hvid fisk.
Til to sultne personer, skal du bruge:
300 g hvid fisk – her er brugt torsk
2 spsk rød karrypasta
1 spsk fintrevet, frisk ingefær
1 dåse kokosmælk
Et udvalg af vintergrøntsager: her en porre, en stor gulerod, en rød peberfrugt og et løg.
Lidt olie til stegning.
Ristede peanuts og ristet kokosmælk til drys og ris som tilbehør.
- Start med at gøre grøntsagerne i stand. Pil og hak løg, rens porren og skær den i skiver, skræl guleroden og skær den i skiver/tændstikker, skær peberfrugten i tern og skræl og riv ingefæren.
- Find et ovnfast fad frem og læg fisken i fadet.
- Varm olien op i en gryde og steg løgene klare. Tilsæt ingefær og rør lidt rundt. Tilsæt så karrypasta og rør lidt rundt.
- Hæld kokosmælken i gryden, bring det hele i kog og lad grøntsagerne koge næsten møre.
- Smag til. Måske lidt mere karrypasta? Måske lidt salt? Måske lidt mere væde (vand)? Din mund bestemmer.
- Hæld grøntsagsblandingen over fisken i fadet og sæt det i ovnen på 200 grader i en 20 minutters tid.

- Imens kan du koge ris, riste peanuts og kokosmel, dække bord og sætte en buket tulipaner på bordet.

Så er der mad, og snart vil du føle de slunkne livsånder blive vakt til live igen.

Skulle du nu have mere lyst til kylling i rød karry, gør du det samme med grøntsagerne, men steger kyllingestykker med i gryden, før du hælder kokosmælken på. Den ret skal ikke i ovnen, men er det fisk, er det nemmere at tilberede den i ovnen, så den ikke går i stykker.
God søndag.
PS: Vidste du, at når bjørne går i hi, taber de alt deres kropsfedt i løbet af vinteren, men beholder al deres muskelmasse? Hmmm…..
