Tindrende frost

Jeg har altid elsket udtrykket ‘tindrende frost’. Lige siden Velkommen igen guds engle små var på programmet ved skolens juleafslutninger. Jeg så det hele for mig. Solstrejf på is, genskin og glimt som stjerner, æteriske engle, der vandrede op og ned ad salmens tonestige. Det var så smukt et ordbillede.

Det var selvfølgelig ikke noget, man talte højt om. At man ligefrem kunne lide at stå i aulaen på Nordre Skole i Hjørring og synge sit lille hjerte ud. Man var blevet fuldstændig til grin, for kutymen var at klage lidt over alting. Men jeg nød det. Og glæden ved frost, ren luft og sol (og smukke sange) har jeg endnu så mange år efter.

Der er forskel på at tindre og at funkle eller glimte. Tindre er mere en tilstand, en følelse. Og frosten har været tindrende og opløftende og så uendeligt smuk her.

Lige nu sner det tæt, og det fyger. Fygning laver de smukkeste bølger på markerne, selvom det lukker vejene.

De siger, at nu går vi mod det sædvanlige regnvåde rusk, så vi må gemme en splint af tindren i hjertet til at hjælpe os gennem de grå dage.

I sidste uge gik jeg en lille tur inde i Aarhus – fra arbejde til Rema og retur. Der mødte jeg jeg mand, der gik i det brune saltsjap på fortovet. Han havde krykker, og sjappet var som brun sæbe at gå i. Pludselig standsede han op, bankede den ene krykke i jorden, mens han råbte ‘for satan i helvede!! Det var ikke pænt sprog, men i hans situation syntes jeg, det var ret præcist formuleret. For snesjap i byen og smukke snedriver langs en lille landevej er usammenlignelige størrelser.

Det er ikke meget, jeg har bidraget med her i den sidste tid. Der har været travlt, og jeg har haft en forkølet næse af pudse, så den om ikke tindrede, så lyste som Rudolfs – bare 14 dage forsinket. Men nu tindrer det igen. Vi er efter helligtrekonger, julen er endegyldigt overstået, og det er tid til vinterpynt, vintermad og vinterhygge.

God mandag.