Endnu engang kan man konstatere, at juleferier i gennemsnit er alt for korte – uanset, hvor lange de er. For min skyld kunne de godt vare helt til påske. For hvor er det dog dejligt at holde juleferie, og når vejret så bliver til dejligt vintervejr, brændeovnen buldrer, og kalorier er noget, man spiser, og ikke noget, man tæller – ja, så er man vel et lykkeligt sted?

Men det går jo ikke. Verden går videre, livet går videre, og nu er det altså januar. Januar med alt det gode, januar også har at byde på.
Nu har vi brændt de sidste julelys ned, og så er vi klar.

En følelse af ny begyndelse? Næh – jeg føler altid, at et nyt år starter efter sommerferien, hvor skoleåret starter. Der bliver luften fuld af nye løfter, dugstriber på bilruderne, en ny friskhed i luften og en ny energi i mig efter sommerferien.
Lige nu er det bare midt i vinteren. Heldigvis er den smuk lige nu.

Dog med lysets tilbagevenden (og det mærker vi nu, fordi sneen lyser under fuldmånen) kommer trangen til at få ryddet op og ryddet ud. Det er godt, den rammer en gang i mellem. Krydderiskuffen, glas med syltet et eller andet i køleskabet – det skal der styr på.

Og vintergarderoben. Har man stadig ikke haft den trøje på, man købte for 10 år siden, men aldrig rigtig er blevet glad for, fordi den sidder forkert på en udefinerbar måde? Ja, så er det tid til at putte noget i kassen til Kirkens Korshær.
Julepynten, der nu er taget ned. Sortering af kogler og dekorationspynt i forskellige poser, så de er til at gå til igen næste år. Julekugler, der mangler ophæng eller er skallet af – ud med dem. Og måske også pynt, man ikke har brugt i flere år til Kirkens Korshær?

Rengøring i krogene, hvis man er hjemme, mens man se se skidtet.
Og så er det tid til ny vinterpynt. For ingen årstid uden pynt. De første primula, røde grene fra haven, en kroget og spændende gren. Vinterstagerne og fyrfadslys.

Og pludselig er det februar, hvor stueplanterne skal plantes om og gødes igen, og så kører det. Inden da er der dog en lang række aftener med brændeovn, film, håndarbejde og gode bøger forude.

Men det ny år er i gang, og det venter bare ikke, så man må vel hellere se at komme op i omdrejninger. Selvom det nu var så dejligt at holde en lang, for kort, juleferie.
God første mandag i 2026.