De visne blomsterhoveder på Annabelle hortensiaen er stadig en fryd for øjet. Det er de lige fra udspring, hvid fuldblomstring, rødmende tilbagetog og til sidst: de brune blomsterhoveder.
Der er et vemod i forfaldet, men det er et smukt vemod, og så gør det ikke noget. For vi ved jo, at i marts skal de klippes ned, og at de kort efter begynder at skyde, så hele festen starter forfra.
De visne blomster er smukke i dekorationer. For nogle år siden lavede jeg en krans af dem, og det vil jeg gøre igen i år. Skal man bruge dem i dekorationer, er det vigtigt, at man laver kransen eller dekorationen med helt nyplukkede blomsterhoveder. For hvis de først er tørre, knækker de for et godt ord. Direkte udefra er de bløde og medgørlige.
De fleste blade er faldet af træerne omkring os nu, og de ligger i dyner på græsset og på havens gange.
Maggie er stadig – på trods af sine godt seks år -som en hvalp, når hun leger og tumler i bladene. Det er så dejligt at se.
Derfor må jeg glæde mig over det, mens jeg venter på seks ugers dagen, hvor jeg så småt må begynde på havearbejde igen. For der er til mange timers arbejde med at fjerne de tons af blade, der er drysset. Alene bladene fra den enorme kastanje… tsk, tsk. Og så er der egetræerne ud mod engen, og de enorme ahorn og asketræer, der omgiver huset.
Men det løser sig alt sammen, og kommer tid, kommer råd. Ikke? Lidt pynt med de visne hortensia må være første punkt på dagsordenen.
God fredag.
Dalsgaard i Skivholme 