I år var der et af de store bøgetræer i vores lille skov, der ikke sprang ud. Ikke et eneste lysegrønt blad var der i foråret, hvor alle de andre bøgetræer pyntede sig og fejrede livets genopståen efter vinterhvilen.
Det store træ var dødt. Helt af sig selv. Uden nogen påviselig grund.
Nu er der vel heller ingen, der taler om tusindårige bøgetræer. Tusindårige egetræer er noget helt andet. Eller oliventræer. De lever meget, meget længe, hvis de får lov.
Det har været trist at se træets bare krone hen over sommeren. Som et hul i dn grønne hvælving over skovbunden.
Men der er liv i døden. Tusindvis af svampe vokser på stammen og mørner den ganske stille.
Insekter flytter ind i det møre ved, og efter dem kommer fuglene. Træløbere, spætmejser og spætterne, der hakker og udhuler, og bygger deres reder i hullerne, hvor de kan opfostre deres unger midt i et stort spisekammer.
Det er naturens gang. Af et liv opstår et andet.
Jeg tænkte på bøgetræet i går, hvor der var allehelgensgudstjeneste i vores gamle kirke. Hvor generationer har siddet til allehelgen igennem århundrederne, hvor vi sang de hjerteskærende sørgelige salmer, og hvor præsten læste navnene op på dem, der er døde i årets løb.
Et lille minuts stilhed til at tænke på dem og på andre, der er væk for evigt, og så var der heldigvis kirkekaffe og liv, og nogle, der gik over i sognegården for at forberede minikonfirmandernes kostumer til deres ‘krybbespil’ i næste uge. Børn, leg og liv. Fremtid.
Ligesom bøgetræerne har vi også en sidste salgsdato. Det er simpelthen naturens gang. Men måske kommer der også noget ud af det? Vi dør – livet går videre. Det er vel det, vi kan lære af det – og er der nogen, der sætter en kop kaffe over?
God eftertænksom mandag.
Dalsgaard i Skivholme 