Vind og tørke – en dårlig kombination

Syrenhortensien lider under tørken

Det ser sørgeligt ud derude. Alt hænger i haven, og det gør det også i naturen. Selv skvalderkålen ligger ned. Vi har ikke fået regn i umindelige tider.

Træerne drysser blade, som var det oktober.

Bladene drysser på grund af tørken

Det er så meget, at det ikke er til at vande sig ud af. Der er kun ét, der kan hjælpe, og det er regn. Ikke et par dage med spredte byger, men rigtig, god og gammeldags dagsregn.

Drivhusest i regnvejr
En dag med regnvejr

Krukkerne kan man vande, og de mest udsatte planter i bedene kan man også vande. Men træer og store buske? De har forhåbentlig et så godt rodnet, at de kommer sig til næste år.

Syrenhortensien lider under tørken

Græsplænen er gul, men det betyder nu ikke så meget. Det har den været mange gange før, og den restituerer sig hurtigt. Men alle de andre planter…

Tørkebetinget, tidligt efterår er der ikke meget sjov ved. Træerne skal såmænd hurtigt nok tabe bladene, det behøver ikke at blive fremskyndet. Stauderne kommer måske nok igen næste år, men de er svækkede og mere udsatte for alskens sygdomme og angreb.

Hvis det så bare var tørken, men den bliver forstærket af den kraftige vind, der samtidig gør det temmelig urart at være ude. Temperaturen er sådan set i orden, men vinden er kold, og den udtørrer alt endnu mere. Man ser det ikke på billederne, men det blæser. Meget.

høstlandskab

De steder, der fik meget vand tidligere på måneden, har måske lidt reserver at trække på endnu. Men her, hvor der dårligt kom en dråbe, ser det sørgeligt ud. Så må vi ikke godt bede om lidt vand nu? Rigtig heldagsregn. Stille, silende, sjappende regn i nogle dage. Og så en god og solrig september.

God tirsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Vind og tørke – en dårlig kombination”

  1. Ja, den blæst! Bare der fandtes en måde at stoppe den på. Jeg synes det er herligt med ingen regn, men det er IKKE sjovt at det blæser, så det alligevel ikke er rart at være udenfor og planterne dør.

    Som et kompromis: Regn om natten – og mindre blæst.

    Like

    1. Sådan fik vi det i nat. Et pragtfuldt tordenvejr og 10 mm regn. Nu hænger tågen over landskabet og fugter løvet, så det hele er frisket lidt op. 10 mm er langt fra nok, men det er da en begyndelse 🙂

      Like

  2. Du har ret. Det er ved at være et trist syn både i haverne og vejkanterne. Her drysser der også blade ned, og jeg har også bemærket, at skvalderkålene ligger ned. Så er det tørt!

    En lille opmuntring fik vi i går ved 16-tiden, hvor vi blev glædeligt overrasket af en kraftig byge, der gav 12 mm. Det er selvfølgelig ikke nok, men mon ikke græsset kan bruge det?

    I den næste tid kommer der mere, men desværre kun i små portioner hen over flere dage, og det er, som du skriver, ikke godt nok.

    Vi må vande potter og mindre områder og så bede vejrguderne om regn!

    God torsdag.

    Hilsen Bodil.

    Like

    1. Jeg kørte hjem fra et arrangement i Silkeborg i går, og efter en lang, varm dag regnede det så voldsomt, at trafikken gik i stå på motorvejen. Det varede kun kort – mellem Silkeborg og Laasby – så det var nok også omkring 12 mm. Hjemme fik vi en byge, der gav lidt under 1 mm. Det forslår ikke rigtig!
      vh/Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.