Besøget gik til Staudegaarden på Rudmevej ved Ringe. Bæredygtige dyrkningsprincipper, topmoderne teknologi. Ubændig energi og iværksætterglæde. Professionalisme. Staudeproduktion på højt niveau. Og så lige midt i den fynske idyl.
Jeg kunne have taget billeder af robotter, der kan klargøre potter til plantning. Af sindrige maskiner, der gør livet lettere for gartnere og gartneriarbejdere. Jeg kunne have taget billeder af det lange transportbånd, der snor sig mellem blomsterne og bringer planterne ud og ind af drivhusene. Jeg kunne have fokuseret på, hvordan gartneriet fornyr sig og alligevel er fornuftige nok til ikke at skrotte gammelt maskineri, der virker.

Men jeg valgte idyllen. For med de kvidrende svaler over hovedet, fårenes insisterende ’mææææh – kom og klap mig’, den svage raslen af blade i den lette brise og øjnene fyldt med blomsterfarver, var det let at lade teknik være teknik og bare lade sig rive med.

Selvfølgelig er teknikken vigtig. Uden konstant udvikling og opgradering, initiativ og hårdt arbejde ville Staudegaarden have sluttet sig til de hundreder af gartnerier, der har drejet nøglen om. I stedet går de fra succes til succes, fordi de har fingeren på pulsen. Både hvad angår produktionsmetoderne, ledelsesstilen og sortimentet.
Staudegaarden har godt fat i tidens trends, og vi så en stor produktion i gang af planter, der ligner de vilde planter, men som er haveegnede. Og det er da også lige det, vi ønsker os, ikke? Vildt og frodigt, men til at styre i haven.

Men tilbage til idyllen. Markerne omgivet af levende hegn. Den fynske landsby med den nykalkede kirke, der lyste i solen.

De gamle huse omkring kirken: bindingsværk, stråtage – og alt så uendeligt velholdt. Æbletræer, der drysser deres knapt modne frugter på græsset.

Stauder, der bare bliver højere og kraftigere i det milde, fynske klima, der er så anderledes end Skivholmes køligere temperaturer og den susende vind fra ådalen.

Jeg elsker mit Skivholme, men jeg har også tabt mit hjerte til Fyns mildhed – og til det forblæste kystklima på Mors. Danmark er dejligt, og verden er stor, smuk og uendeligt forskelligartet. Hvor er man heldig at få lov til at opleve så meget af den.
Netop dette besøg hos Staudegaarden var en del af vores besøg hos GASA Group Nature to the people. Tusind tak for muligheden for at komme bag kulisserne og se alt fra produktion til distribution og salg.
Også HC Andersen havde tabt sit hjerte til mange steder på sin færd. Og det var netop Fyn og faktisk meget tæt på Staudegaarden, at han skrev ’Den Grimme Ælling’, som han indleder med de kendte og noget så sande ord:
Der var så dejligt ude på landet; det var sommer, kornet stod gult, havren grøn, høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin moder. Rundt om ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok dejligt derude på landet!

God lørdag.
PS: Staudegaarden er et professionelt gartneri og har ikke salg til private, men man kan se staudemarkerne fra vejen, og man kan se de idylliske landsbyer, hvis man kører en lille omvej på sin vej til Egeskov Slot.
