Der er dem, der siger, man er bindegal, hvis man tager på ferie med tre hunde i én campingvogn. Det siger vi ikke, for nu har vi prøvet det. Vi har været på Mors i Kristihimmelfartsferien. Og der var lige så dejligt, som der plejer at være.

Jeg var måske lidt bekymret, for hvad nu hvis det regnede hele tiden? En ting er tre hunde. Noget helt andet er tre dyngvåde hunde i tre dage. Klemt sammen på et meget lille areal. Men tænkte vi – går det galt, kører vi bare hjem igen. Det er jo kun et par timer væk.
Alle tvivl blev gjort til skamme, for vi havde den hyggeligste tur, man kan tænke sig, og det var hyggeligt for både hunde og mennesker. Lige så meget knald på, der er ude,

lige så rolige og stille er de inde.

Målet var igen Dragstrup Vig. Det er et par år siden, vi sidst var der, og vi glædede os til at se det smukke landskab igen. Limfjordens bugte og vige med strande, strandenge med græsser, vilde blomster og roser,

nattergalesang, gøgens kukken og højt til himlen. Mors er bare en perle.

Vi har gået ture,

hundene har trænet svømning og vandapportering,

og vi har hygget i vognen om aftenen, når duggen og temperaturen faldt, og myggene kom frem.
Nu ser vi frem til endnu en miniferie. Grundlovsdag smelter sammen med pinsen i år, og det er ingen skade til med nogle sammenhængende dage. Denne gang bliver vi hjemme hos os selv, hvor der jo altså også er rigtig dejligt.

Forårets små ferier er uvurderlige.
God tirsdag.
Det ser så dejligt ud og lyder som en skøn, skøn tur. Jeg har faktisk tænkt på, om din tavshed på bloggen kunne skyldes, at I havde været på tur. For du havde da vist ikke fortalt det? Eller måske har jeg misset et indlæg? Her har huset været fuld af børn og børnebørn, og så er de daglige rutiner sat ud af kraft, også det med at komme på nettet!!!
Hvor er det godt, at I stadig kan tage på camping ferie til Mors, som I er så glade for!!
God ny miniferie.
Venlig hilsen Bodil.
LikeLike
Hej Bodil,
Nej, jeg har ikke skrevet om det. Det er lidt hektisk for tiden – også på arbejdet, så jeg når bare ikke alt det, jeg gerne vil.
Og så render jeg til alle mulige undersøgelser hele tiden. Glæder mig, til der er styr på det 🙂
Der er virkelig dejlig på Mors, og det er et hundevenligt sted med masser af natur og plads. Og så er det så anderledes end vores frodige østjyske landskab, at man føler, man virkelig er kommet langt væk.
Det lyder hyggeigt med børn og børnebørn i huset. Så pyt med computeren et par dage 🙂
vh/Karen
LikeLike