Tid til nytænkning i haven

Med nerver i klemme i begge hænder, er det svært at tage kampen op mod ukrudtet – eller at kante bede. Det er ved at drive mig til vanvid. Ikke at kunne – selv på grund af noget, man ikke selv er skyld i – driver mig til vanvid. Det er bare så træls.

Efter en masse blodprøver, der har vist, at der ikke er noget kemisk i vejen, der skulle kunne give symptomer på karpaltunnel problemer, er jeg endelig blevet henvist til en neurologisk forundersøgelse. Det bliver den 30. juni. Altså om en hel måned. Det er længe at vente.

Endnu en måned med begrænset ydeevne – og måske fulgt op af operationer i begge håndled, der giver endnu mere begrænset ydeevne i en tid. Jeg ser for mig en sommer, hvor skvalderkålene holder fest.

Hvad kan jeg gøre? Jeg har af og til lyst til at råbe et grimt ord og løbe. Men sandheden er nok, at der skal tænkes lidt om i haven. Den skal gøres lettere at holde.

Men hvordan? Jeg elsker jo mine mange stauder, og de skal altså holdes fri for skvalderkål. En have med buske og græs er slet ikke min drømmehave. Der skal nok revideres lidt i drømmene og skabes nogle nye.

Når jeg nu ikke kan grave og luge så meget, vil jeg bruge nogle dage her i sommerens løb på åbne haver. Måske kan jeg finde inspiration der til, hvordan jeg kan lægge om til mindre krævende arbejde?

Fra Haven ved Hegnet
Fra Haven ved Hegnet

Nogle højbede med stauder, så jeg da får noget blomsterglæde og afløb for den store viden, jeg har samlet gennem snart 30 år som staudeelskende haveejer? Zinkbakken har nogle fine, permanente løsninger.

Bedkanter, så græsset ikke vokser ind i bedene? Det kan faktisk være ret pænt.

Krukker med stauder? Sådan lidt Dalby-agtigt?

Glimt fra The Sunken Garden
Fra Claus Dalbys have

Bunddække, der kvæler skvalderkål i større områder i haven? De fine storkenæb kan løfte opgaven, og der findes jo mange andre slags bunddække.

Flere blomstrende buske? Med ukrudtsdug og flis omkring? Nogle flere hortensia? En lyserød Annabelle for eksempel?

Det skal gøres, og det skal sættes i gang snart, for haven bliver ikke mindre, og jeg bliver ikke yngre uanset, hvordan jeg har det inde i hovedet. Er der ikke det ene galt, er der snart det andet. Reparationsalderen har virkelig ramt.

Der står ændringer på programmet, det er helt sikkert, for en grim have? Det dur bare ikke.

God, tænksom onsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Tid til nytænkning i haven”

  1. Jeg ved det godt … mirakelkure og alt det der … men Triggerpunktterapi. Prøv det. Det virker nogen gange … på mig, da jeg fik hælspore (AV for @¤%#/&%!!), men ikke på ægtemanden, ikke på min højre arm, da jeg ike kunne strikke, men på den venstre. Og det er gratis – du kan selv; du kan finde billeder/videoer på nettet, og det skader ikke.
    For åh, hvor jeg føler med dig, når det lige pludselig bare gør ondt, og man ikke kan.

    Like

  2. Skvalderkål vokser jo her og der og alle vegne – også hos mig. Men mit største lugearbejde gælder snerler. De er overalt og nærmest umulige at få has på. Så i et større bed gjorde jeg følgende: lagde et tykt lag våde aviser, stak huller, dér hvor jeg ville have nye stauder, plantede dem, lagde et godt lag flis over og voila! Her, tre år senere, er snerlerne stadig pist væk🤗

    Like

Der er lukket for kommentarer.