Boxty til Saint Patrick’s Day

Boxty

Rotten er endnu ikke fanget, men livet går videre, og i mandags var det Saint Patrick’s Day. Den irske nationaldag, som vi altid plejer at fejre med noget traditionelt irsk. Vi lavede Boxty – de traditionelle irske kartoffelpandekager.

Boxty minder om rösti, men de er lavet af en blanding af kartoffelmos og revne, rå kartofler. Sikkert opfundet for at bruge rester af kartoffelmos på en ny måde, så intet gik til spilde, og helt klart en kartoffelvariation, der er værd at huske.

Opskriften giver 10 Boxty. Du skal bruge:
1 kg kartofler
1 stort æg
125 g mel
1 tsk bagepulver
4 forårsløg i tynde skiver (plus lidt til pynt).
Mælk til at justere konsistensen.
1 tsk salt og et generøst drys friskkværnet peber
Smør til stegning

  • Lav kartoffelmos af et halvt kilo kartofler. Har du en rest kartoffelmos, kan den sagtens bruges. Det er bare sjældent, man har det, ikke?
  • Skræl og riv det andet halve kilo kartofler og vrid de revne kartofler i et viskestykke, så de bliver så tørre som muligt.
  • Rør de revne kartofler i kartoffelmosen sammen med ægget og forårsløgene.
  • Bland mel, salt, peber og bagepulver og rør også det i.
  • Juster konsistensen med mælk. Massen skal være som blød frikadelledej.
  • Steg dine Boxty i smør på en mellemvarm pande. De kan let blive for mørke, og det kan være en fordel at forstege dem og bage dem færdige i ovnen. (Også en god ide til rösti…)

De får en dejlig konsistens: sprøde udenpå og bløde indeni. De kan spises til alle måltider. Til morgenmad – altså brunch – med æg og bacon. Til frokost med laks, en klat cremefraiche og et drys forårsløg – eller med skinke og ost (smelt osten under grillen på ovnen). Til aftensmaden kan du spise dem, som du ville bruge kartofler – eller rösti. Vi fik dem med en rest gryderet.

Irerne fejrer Saint Patrick’s Day med fest, sang og musik – og selvfølgelig Guinness. I rigelige mængder.

Guinness

Historisk har irerne altid været gode til retter med kartofler. I 1800 tallet var Irland fattigt og under et brutalt engelsk herredømme. De fattige irere levede hovedsageligt af kartofler. Det førte naturligvis til, at der opstod masser af kartoffelretter, for man kan altså godt være kreativ, selvom man er fattig.

Da der kom kartoffelpest i 1845 (forårsaget af en parasit, der går i kartofler), førte det til omfattende hungersnød. Omkring en million irere sultede ihjel, og mange tusinder udvandrede til USA for at skabe et nyt liv væk fra sult og nød.

Der er mange med irsk afstamning i USA i dag, og Saint Patrick’s Day fejres overalt derovre, som vi oplevede det, da vi var i Nashville den 17. marts for nogle år siden. En pragtfuld oplevelse med fest, musik og naturligvis: masser af Guinness.

Nashville

Vi snakker tit om, hvor heldige vi var, at det lige var Nashville, vi landede i den dag, og vi spiser altid irsk mad på dagen for at mindes og være med til at fejre, at Saint Patrick drev slangerne ud af Irland den dag for en tusind år siden.

Saint Patrick

God onsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Boxty til Saint Patrick’s Day”

  1. Knödel er fantastiske. Men husk, der er to slags, Kartoffelknödel, der er dem Hansi beskriver her, og så Semmelknödel, lavet af brød og rasp (Semmeln er sydtyske boller). Braseknödel er godt 😉
    Tyskerne kan nu også noget, der meget ligner Boxty, de hedder Kartoffelpuffer.
    Da vi boede i Tyskland, var vi til Kartoffelfestival på Schloss Oelber, det var fantastisk.

    Like

    1. Kartoffelfestival lyder også fantastisk. Der er så meget, man kan lave med kartofler. Mon ikke alle kartoffelspisende lande også har en form for ‘brug resterne’ mad? Det er jo ikke noget nyt, selvom det promoveres som ‘stop madspild’ og så videre. Måske har nogle glemt, hvordan man sparer, men de fleste har nok ikke 🙂

      Like

  2. TYskerne laver Knödel på denne måde men de bliver ikke bagt men simrer i let saltet vand

    er der en rest kan de skæres i skiver og ristes i smør på en pande ved mellem varme

    Like

Der er lukket for kommentarer.