Adventkalenderens låge for 3. søndag i advent gemmer på en opskrift på en sød, frisk og duftende dessert med appelsiner. For aldrig er appelsiner så søde og saftige som i december og januar, og her i december kan det være helt rart med en frisk og let dessert som modvægt til den tunge julemad.

I gamle dage glædede man sig til de nye leverancer af citrusfrugter her op til jul. En appelsin var engang sjælden og værdifuld nok til at være en julegave.
En årstidens delikatesse bragt hertil fra Sydeuropa på de store fragtskibe, hvor sejl og reb smældede i vinden, når skibene trodsede decemberstormene for at bringe julevarerne hjem til Danmark. Appelsiner, kanel, peber og allehånde, ris til risengrøden og andre forunderlige varer, man kun sjældent så.

Siden har tiderne ændret sig. Der er ikke meget spiseligt, der skaber forundring længere, og det er både godt og skidt. Alligevel er der stadig noget julet over appelsiner og kanel. Og bringer man de to sammen, opstår der sød musik for smagsløgene.
Derfor har jeg valgt opskrift på de appelsinmarinerede appelsiner til adventskalenderens tredje låge. Det er ikke en ny opskrift – faktisk har jeg kendt og brugt den i over 20 år. Det bliver den ikke ringere af. Du kan finde den her:
Desserten smager fint i sig selv. Men en klat is til gør bestemt ingen skade. Du finder en fin opskrift på is med kun to ingredienser under lågen for 2. søndag i advent, hvis du skulle få lyst til at prøve.
Vi har efterhånden lavet adventskalender på kirkernes hjemmeside i nogle år, og har du lyst til at kigge tilbage i tiden, finder du de gamle adventskalendere her. Der er stadig inspiration at hente – både til pynt og dekorationer og til spiselige lækkerier.

God tirsdag.