Endnu en gang har vi været i det smukke Norditalien, nærmere bestemt i Piemonte. Vi har gået ture, været på udflugter, vi har shoppet på marked, og vi har spist dejlig mad fra Italiens spisekammer, som man også kalder Piemonte.
I Piemonte dyrker man det land, der kan dyrkes, og lader resten være. Skovområder afløses af store marker med vin, majs og solsikker, frugt- og nøddeplantager (Nutella blev opfundet i Piemonte, og fabrikken ligger i Torino).
I bakkerne snuser trøffelhundene sig frem til de hvide trøfler, som andægtigt bliver høvlet over maden på restauranterne, og noget af verdens bedste vin kommer også derfra.
Landskabet er varieret og smukt. ‘Vores’ hus ligger højt, og vi kigger over til den lille bjergtopsby, Rocca Grimalda,
hvor vi får morgenkaffe på byens lille og hyggelige cafe.
Nedenfor bjerget snor floden Orba sig gennem landskabet. Der er kort og godt: Dejligt.
Det er ikke et område med mange turister, og der er heller ikke mange, der taler engelsk særlig godt. Vi har efterhånden opsnappet en del italienske gloser, og italiensk må være det næste sprog, vi giver os i kast med. Også selvom vi aldrig vil opnå den maskingeværild af ord, der strømmer fra de lokale.
Med enkelte gloser, fagter, smil og mange gange Grazie går det nu alligevel fint. Og Google Lens hjælper med det skriftlige – genial opfindelse, i øvrigt.
Det er også efterår i Italien nu. Træer og vinmarker rødmer. Temperaturen holdt sig på omkring 20 om eftermiddagen, og firben smuttede mellem stenene, mens – og det var da næsten det allerbedste – der stadig var fuglesang i træerne.
Nu er vi hjemme igen og har hentet hundene. Det er også hyggeligt og dejligt. Men det gør nu godt for både sjæl og legeme med sådan en tur.
I løbet af ugen vil jeg fortælle lidt mere – især om maden og om den Limoncello, vi skal til at lave af de store, italienske citroner fra markedet i Ovada.
Rigtig god mandag.
Dalsgaard i Skivholme 