De fleste kender agurkerelish. I de senere år er det blevet helt almindeligt her i landet – langsomt importeret og taget til hjerte fra USA. Også grønne tomater kan bruges til sådan en relish, faktisk helt på samme måde. Sådan blev de sidste grønne tomater her i huset brugt, og i dag får du opskriften.
Relish af grønne tomater er der også mange engelske opskrifter på. Jeg syntes dog, at de med alt deres malteddike og sennepspulver var ude på at fjerne smagen af grøn tomat, og at det egentlig var synd.

Jeg tog derfor udgangspunkt i min egen opskrift på agurkerelish, og det blev lige, som jeg havde tænkt mig. Syrligt, sødt, frisk og med en lille smule chili-ild. Rigtig velegnet til en mad med steg eller skinke – eller til hotdogs, som de bruger det i USA.
Til relishen skal du bruge:
600 g grønne tomater
1 peberfrugt
1 løg
2-3 små chili
2 spsk salt
Til lagen:
1,5 dl æbleeddike
1 dl sukker
- Fjern kernerne på tomaterne og skær dem i grove tern.
- Skær peberfrugt, løg og chili ligeledes i grove stykker og hak det hele i minihakkereren/foodprocessoren. Ikke til mos, men relativt fint. Bland med salt og lad det dryppe af i en sigte i en times tid.
- Kog lagen sammen, hæld de hakkede grøntsager i og lad dem koge med i en 10 minutters tid. Vil du have din relish lidt fastere, kan du jævne lidt med rød melatin.
- Hæld på atamonskyllede glas og opbevar relishen i køleskabet. Der holder den fint vinteren over.

Så let er det, og har du både lavet relish og syltet grønne tomater på polsk, kan du spise af sommerens overflod langt ind i vinterens mørke.
For det er jo lige det man gør, når man sylter, henkoger og fryser. Man gemmer sommer og mangeartede smagsindtryk til den tid, hvor man virkelig har brug for lidt kulinarisk opmuntring og for at blive mindet om, at det bliver forår og sommer igen, før vi aner.

God fredag.