Onsdagstanker: Om taltyranni

Så og så mange timer, skal du sove. Så og så mange kalorier skal du spise. Så og så mange gram grøntsager og frugt. Så mange minutter skal du motionere. Så mange børn, bør du få, før du bliver så og så gammel, og de skal gå i skole i så og så mange år, hvor de bliver målt så og så mange gange om året – med tal.

Så og så mange timer, skal du arbejde. Hvor mange timer arbejder du? Lidt mere eller lidt mindre? Det skal registreres, ellers får du bøvl med hele EU, hvor der sidder folk ansat til at tælle hele dagen. Fra 9-17.

Hvad er dit blodtryk. Mål det tre gange, to gange om dagen. Din puls skal være så og så høj eller lav, og den skal op på så og så meget i så og så mange minutter om dagen. Får du vitaminer nok? Så og så mange enheder skal du have.

Hvor meget drikker du? Hvor mange liter vand – eller genstande?

Hvornår er du gammel nok til at køre bil – eller drikke en øl?

Hvornår er du gammel nok til at gå på pension?

Hvad er gennemsnitslevealderen i tal, og hvor hurtigt må du køre på en landevej? Har du fået målt din hørelse og dit syn?

Hvor meget tjener du? Hvor meget bør du spare op?

Tal, tal, tal.

Nogle 16 årige kører bedre end nogle 40 årige. Nogle tror, de må køre 80 på vores lille vej, selvom ‘kør efter forholdene’ er det første bud i trafikken. Det kan bare ikke måles af en bil med et kamera. Nogle kører fint med 0,6 promille – andre kører elendigt med 0,2 – eller helt uden promiller.

Nogle bliver 100 år gamle, selvom de spiser det, de har lyst til og drikker det, de har lyst til.

Andre dør som 42 årige, selvom de har gjort alt efter bogen.

Min Husbond, der jo altså har et regnskabsfirma, siger, at uden tal er det ikke til at lave fælles regler og retningslinjer. Og hvad så (!), siger anarkisten. Hvorfor skal man lade sig diktere af tal? Hvad med individuelle hensyn?

Den daværende kronprins havde en god, tung bil, der sagtens kunne køre over storebæltsbroen i stormvejr. Det gav ramaskrig hos smålighedens elite. Deres biler var nok knap så gode, og jeg ville heller ikke synes, det var klogt i min mikroskopiske Suzuki Selleri, der mangler 7 gram i at veje noget.

Der må ikke være forskel. Det er ulighed, og ulighed er bare det værste. Nej, vi skal allesammen være ens, have de samme evner, de samme behov og rette os efter de samme regler. Ikke bare de 10 bud, som der kan være fornuft i, selvom de også er præcis 10 og dermed talt. Men vi skal også tage alle mulige andre fjollede regler alvorligt – som den med at registrere arbejdstid og meget andet.

Jeg indrømmer, jeg selv falder i. Når jeg måler en blomst. Lidt sygt, ikke? Det er den eneste måde at bevise, den er stor. Jamen, om den er 9 eller 11 cm – den er da stor alligevel?

Jeg tror, jeg vil stifte en forening for folk, der ikke vil tælle deres liv, men bare leve det. Der skal nok komme mange medlemmer. Håber jeg. 7-9-13.

God onsdag.