Hvis man ikke er så vild med broccoli, kan man sikkert alligevel godt lide broccolini. Især når de har fået lidt citron og hvidløg, der frisker op på alle slags kål. Her får du opskriften.
De ser så fine ud, de små broccolini, som også kaldes aspargesbroccoli. På sin vis kan de også minde lidt om asparges – bare asparges med en mild smag af broccoli. Her er de dampet og stegt på panden med hvidløg, citron og citronskal – nemt, lækkert og hurtigt – og lidt anderledes, hvad der jo altid er godt.
Du skal bruge:
1 bundt broccolini – mener posen var med 250 g.
2 spsk olivenolie
1-2 fed finthakket hvidløg
Saft og skal af en økocitron
Salt, peber (kan erstattes af chiliflager)
Start med at finde en stor pande eller bred gryde frem – en med låg. Læg broccolini i og dæk med vand. Giv dem et lille drys salt, tænd for blusset og bring vandet i kog. Lad dem koge i 3-4 minutter.

Hæld vandet fra og kom et par spiseskefulde olivenolie på panden. Drys med hvidløg, rør rundt og lad hele herligheden stege for god varme i endnu 3-4 minutter.

Riv og pres citronen, kom citronsaft og revecitronskal på panden, kværn lidt peber ud over – eller drys med chiliflager og vend det hele godt rundt. Sådan. Jeg sagde jo hurtigt, ikke? Og nemt. Og lækkert.

God søndag – feriens allersidste dag.
PS: Broccoli er ikke noget, alle kan lide. Og slet ikke den tidligere amerikanske præsident George Bush. Han er kendt for at have sagt: ‘I do not like broccoli. And I haven’t liked it since I was a little kid. And my mother made me eat it. Now I’m president of the United States. And I’m not gonna eat any more broccoli!‘
Det var i firserne, og broccoli var modegrøntsagen over alle dengang. De amerikanske broccolifarmere blev så fortørnede, at de sendte 10 tons broccoli til Barbara Bush i Det Hvide Hus. Gad vide, om de kom på menuen?