Kan man bruge en midsommerweekend bedre end på et spændende havebesøg, hygge, havearbejde, god mad og en aftentur ud for at hilse på årets sommergæster i engen? Tre søde heste?
Lørdag besøgte jeg Hanne Moldts have inde i Aabyhøj. En ikke ret stor villahave, der ved kreativ snilde har fået plads til frodige bede, masser af krukker, flere havehuse og terrasser og en hel masse af Hannes keramik.
En meget hyggelig og kreativ have, som strålede selv i det halvvåde gråvejr. Det kommer der mere om i morgen, for der er sikkert ideer derfra, du kan bruge også.
Søndagen blev brugt i egen have. Efterhånden kommer jeg mere og mere med, og blomsterhaven og skovhaven ser godt ud efterhånden.
Et års forsømmelse af alt andet end det absolut mest nødvendige trækker lange spor. Det kunne bare ikke være anderledes med sidste års hvalpesommer og konstante regnvejr fra 1. juli.
Selve Sankt Hans aften blev også en hjemmeting. Der var ganske vist bål ved forsamlingshuset, men et bål, der tændes i fuld sol for børnenes skyld, er der ikke meget ved. Og et bål med en heks giver mig kuldegysninger, også selvom det bare er en halmdukke i mors aflagte sommerkjole. Det har jeg skrevet om før, så det springer vi let hen over.
Der er én ting ved Sankt Hans nu, der undrer mig. Da jeg var barn, var Sankt Hans noget, der blev gjort en del ud af, og det var ikke mindst de voksnes aften. Vi mødtes hos nogle af mine forældres venner til bål i engen, og bålet blev først tændt sent, når man kunne se det.
Når bålet var ved at være brændt ned sammen med de tabte pølser og kulsorte snobrød, gik man ind fra engens røg og mosekonebryg til varm te og kage. Man kom sent i seng den dag. Måske var man lidt søvnig dagen efter, men det skete der ikke det store ved. Jeg husker lugten af bål og følelsen af Sankt Hans hele den næste dag.
Nu er det ikke børnene, der er med forældrene til Sankt Hans. Det er forældrene, der er med børnene, og gud forbyde, at sengetiden bliver overskredet. Der er ikke meget højtidsstemning over det.
Ingen sommersang i den lyse nat, og ikke hverken ro eller tid til både at rumme glæden over midsommerens skønhed og samtidig den følelse af vemod, der følger med, når årets hjul igen begynder at dreje mod den mørke tid.
Det er lidt ærgerligt og lidt synd, synes jeg. Både for børnene og for de voksne. Midsommer skal opleves med sanserne og med hjertet, og det kræver bare lidt tid og lidt ro.
God Sankt Hans dag.
PS: Har du lyst til at læse om baggrunden for vores Sankt Hans, har jeg skrevet en artikel om det her.
Dalsgaard i Skivholme 
åh hvor har du ret! Efterhånden skal alle offentlige arrangementer vær på små børns præmisser! Ingen under at de ( i nogle tilfælde) bliver nogle små egoister!
Nogle steder er det også min erfaring, at Sct. Hans bliver et stort kommercielt tilløbsstykke! ØV!😜
Jeg mindes også hyggelige midsommeraftener med familie og venner, – og bål på stranden. Ganske vist med en heks….men det er jo blot et symbol på det onde, som vi gerne vil holde fra livet.😉
LikeLike
Det er heller ikke noget under, at børnene bliver utrygge. For det er meget vægt at lægge på et barns skuldre, at det skal være centrum for verdens gang.
Det med heksen – jamen, ja. Det er et symbol. Men tænk på, hvor meget ballade, der blev ud af en hængt statsministerdukke. Der er magt i symboler 🙂
LikeLike