Citron og kylling er en dejlig blanding. Citron, krydderurter og kylling er endnu bedre. Især nu, hvor man kan plukke friske krydderurter i haven. Opskriften på den enkle ret får du i dag. En frisk og enkel sommeropskrift.

Jeg har brugt et en hel kylling, delt i otte, men du kan sagtens bruge overlår. Så bliver det endnu nemmere.
Du skal bruge:
1 hel kylling
2 øko citroner
1 dl bouillon
En god håndfuld hakkede krydderurter (rosmarin, timian, oregano). Tørrede kan også bruges, hvis du ikke har friske.
Salt og peber
- Start med at dele kyllingen i otte dele: lår, overlår, vinger og hvert bryststykke delt i to. Det trin springer du naturligvis over, hvis du bruger en pakke overlår.
- Skær den ene citron i skiver og pres saften af den anden. Hak krydderurterne eller find de tørrede frem.
- Læg citronskiverne på et skærebræt og drys dem med halvdelen af krydderurterne.
- Brug en finger til at løsne skindet og skub en citronskive ind mellem skindet og kødet. Brug en halv skive til lårene og vingerne.
- Læg dem i et ovnfast fad, drys med resten af krydderurterne, salt og peber og tilsæt bouillon og citronsaft til fadet.
- Steg kyllingen i ovnen i omkring 45 minutter og dryp den undervejs med væden fra fadet.

Har du nogle gode, nye kartofler, er de bare det bedste tilbehør. Har du ikke, som det var tilfældet hos os, er en pose søde kartoffelfritter fra fryseren et godt alternativ. Saften fra fadet smager rigtig godt som sovs og dens friskhed fra citronerne klæder de søde kartofler.

Hvis jeg fik at vide, at jeg aldrig mere fik en lækker bøf, ville jeg sige ‘lidt øv’. Fik jeg at vide, at jeg aldrig mere ville få ‘noget med’ hakket oksekød, ville jeg sige ‘rigtig meget øv’. Men fik jeg at vide, at jeg aldrig mere ville få kylling, ville jeg sige ‘helt enormt meget øv’.
Alle steder i verden spiser man kylling. Tilberedt på utallige måder. Og det er netop kyllingens charme, at man kan få kylling hver dag i mindst en måned uden at spise den samme ret to gange. Hvis du ikke tror mig, så se bare kategorien under opskrifter, der hedder Kylling.
God onsdag.
PS: Det øverste billede er lavet i Shutterstock ord til billede generator, hvis du skulle få lyst til selv at lege lidt og se dine tanker blive til billeder 🙂