Se, pinsesolen danser

Tidligt oppe – ufrivilligt, bestemt – men tidligt oppe og ude på hundetur klokken lidt i 6. Og som pinsesolen da allerede dansede.

Dansede i mælkebøttefrø, dansede i de hvide skærmplanter – almindelig hulsvøb, tror jeg det er, dansede i hver en dugperle i græsset.

Lige omkring pinse er den smukkeste tid, man kan forestille sig her i norden. Grønt, hvidt – så rent og fint, så frisk og nyt alt sammen.

Fuglekoret i de store rødel ved bækken og under trækronerne i haven. Tre glade hunde, der danser afsted. Livskraft og livsglæde. For mig er det indbegrebet af pinsen. Livskraft og livsglæde. Så kan man kalde det dansende pinsesol eller helligånden. Det er noget stort, noget der går langt ud over os.

For at mærke det skal man nok ud på landet. Det er bare ikke det samme sus med fortov under fødderne. Og alligevel – der er også livskraft i byernes parker, hvor træerne har fået nyt, grønt løv og syrener og guldregn vælder ud over plankeværker. Men helt ægte forsommerfryd finder jeg – vi – på landet.

Og hvorfor var vi så tidligt oppe? På en højhellig pinsesøndag? Jo, Husbonden sneg sig afsted på bukkejagt ved halvfem tiden i morges. Da Danny, der er sin menneskefars lille skygge, hørte bilen køre op ad vejen stak han i et hyl, der gik over i klynken. Det lykkedes at trøste ham et par gange, så vi kunne sove lidt igen, men halv seks gav jeg op, stod op, tog gummistøvler på og gik ud med hundene. Og det var faktisk slet ikke nogen dårlig ide.

Nu sover de tre dugvåde hunde – og jeg sidder her med øjne, der klør lidt…

God pinse!