Så blev det påskesøndag. Jeg går stadig og nynner på formiddagens glade påskesalmer om forår, livslyst og glæde.
Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.
Det var min tur til at lave kirkekaffe, og jeg havde bagt Lene Bagvrks Opstandelseskager. Lige siden jeg så den opskrift første gang, har jeg håbet på at gafle mig påskesøndag som min kaffedag, så jeg kunne komme til at bage de sjove og lækre kager.

Opstandelseskager hedder de, fordi de er hule – gravhulen er tom. At hulrummet er skabt ved at bage en marshmallow ind i dejen er nok grunden til, at der ikke sidder nogen engel på en sten udenfor og siger ‘frygt ikke’. (Sådan indleder engle nemlig som oftest en samtale, siges det, og det må vel stå til troende.)
Det er påske ude og inde, i hjertet og i maven.
I haven er påskeliljerne sprunget ud – lige til tiden. Påskeliljer er sådan en dejlig blanding af halvvild og haveplante. Mange steder langs med vejene har en fugl på et tidspunkt tabt et frø, og med årene er de frø blevet til klumper af lysende, gule påskeliljer til glæde for alle, der kommer forbi. De lyser op i den ellers så bare natur.

Det er ikke sådan, at jeg ikke påskønner de lidt ‘finere’ narcisser – dem med sortsnavne. De er skønne, og de er ofte senere end den helt almindelige gule påskelilje, så man har glæde af dem over lang tid. Vi har masser af dem i haven. Thalia, der er kridhvid, Minnow, der er lillebitte og lysegul, de fyldte og storblomstrende og mange flere.

Men den helt almindelige gule er nu den ‘rigtige’ påskelilje.
Også de små guldstjerner er sprunget ud. De er ikke halvvilde som påskeliljerne, men helvilde og påskegule, og de er også så velkomne.

Det pibler og spirer og gror derude. I år føles det, som om foråret er slået igennem for alvor lige til påske, og det er vel så passende, som det kan være ikke? Naturens opstandelse.
Håber, du også nyder påskedagen – om det er med kirke og sang, en tur ud for at se foråret, om du lige nu sidder halvforpustet efter den store påskefrokost – eller alle tingene på én gang 🙂
Rigtig glædelig påske.