Påskekrans til døren 2024

Påskekrans detalje

Årets påskekrans er igen bundet på en krans af gråpil med de søde, lysegrå gæslinger.

Kransen er bundet med tråd og mange, tynde pilegrene. Jeg har kun brugt det yderste af pilegrenene – det er jo der, gæslingerne sidder.

Påskekransen 2024

I år er der også kommet lidt påskegult på kransen. Det er farvet brudeslør, som jeg fandt i Billigblomst. Normalt er jeg ikke vild med farvet brudeslør – slet ikke de multifarvede bundter, men lige som et strejf af gult i påskens dekorationer, virker de.

Resten af pynten er træuld, gemt fra en firmajulegave – man skal ikke lade noget gå til spilde, vagtelæg og små fasanfjer. Fasan er måske ikke lige den fugl, man forbinder mest med påske, men de får jo også kyllinger, ikke? Og fjerene havde jeg hapset fra husbondens jagtbytte i vinter.

Vagtelæggene er som altid lidt af et sats til udendørs pynt. Skaderne hakker i dem, hvis de får øje på dem. Men skal vi ikke bare håbe, der ingen skade sker?

I denne uge går jeg all-in på påskepynt. Vinduespudseren har været der, så ruderne stråler (indtil næste gang blæst og regn), potteplanterne har fået forårskur, påskeskålen er fundet frem, og alt er klart til forårs- og påskepynt. Påsken er den bedste pyntesæson. Fuld af forår, håb og nye begyndelser.

God mandag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.