I dag er det Maggies fødselsdag

Maggie, det lille pus, bliver fem år i dag. En jagthund i sin bedste alder og mor til fem.

Hendes seneste år har budt på mange og store omvæltninger. Et ret begivenhedsrigt år har det været, når man tænker efter. Først kunne gamle Rosie ikke længere, og Maggie var i dyb sorg i lang tid. Det væltede virkelig hendes verden.

Dernæst blev hun med hvalpe, og hele hendes lille krop blev udsat for store forandringer, så hun dårligt kunne kende sig selv.

Så kom hvalpene. 1 hun og 4 hanner. De fik mælk og blev trinde, mens Maggie blev mere og mere afpillet. Hun kunne slet ikke indtage kalorier nok til at følge med.

Hvalpene blev større, og de blev afvænnet, og Maggie begyndte at komme sig. Lille Danny flyttede ind i huset, og nu havde Maggie igen en makker at putte med.

Men der var forskel. For før var hun jo den lille, og Rosie passede på hende og knurrede hende på plads, når hun blev for fræk.

Nu var det Maggie, der var den store, der skulle opdrage og passe på. Det er svært, når man inderst inde ikke er spor stor, men bare som man altid har været.

Men når det nu var en hanhund, vi havde taget ind, måtte Maggie steriliseres. Vi kunne jo ikke have noget ‘funny business’ på den konto. Men det var endnu en ændring og endnu en måde, hvor ingenting var som før.

I november flyttede så den sidste af hvalpene ind. Andy, som der af en eller anden grund ikke var nogen, der ville have. Han tegner ellers til at være den mest talentfulde af dem alle, og han er noget af det sødeste og kærligste, så det var vores held.

Men endnu en ung lømmel i huset ændrede dynamikken igen. Tummel og leg – og endnu mere brug for Maggies opdragende knurren. Samtidig gik der jo nødvendigvis også lidt tid og opmærksomhed fra hende, for det er svært at klappe tre hunde på én gang, når man kun har to hænder. Maggie fik dog lov at komme alene ind i stuen, så hun kunne slappe lidt af fra drengenes ubændige energi. Det fik Rosie også lov til, da Maggie var lille. Og Maggie har været med på jagt mange gange i sæsonen. Sådan lidt alenetid med ‘far’ er ikke at foragte.

Nu er tre hunde i huset dagligdag. Hvalpedrengene er blevet 10 måneder gamle, og de er blevet mere rolige og ikke nær så krævende. Træningen er kommet i fast mønster. Alle tre kan de ligge sammen i hundesofaen (ve den, der lægger sig på Maggies plads), og der er ingen tvivl om, at de har glæde af hinanden – det meste af tiden.

Maggie kan være stolt af sin indsats i det forløbne år, for hun har gjort det rigtig, rigtig godt.

I dag til frokost fejrede vi fødselsdagen med leverpostej til alle. Jeg ville have taget et billede af det, men så hurtig en lukketid er der ikke på kameraet, for bidderne var væk næsten inden, der blev sagt ‘værsgo’ 🙂

God onsdag.