Hjertestarter – er sådan en svær at bruge?

Vi ved nok alle sammen, hvor den nærmeste hjertestarter er. På arbejdet, i nærheden af (eller i hvert fald ikke så forfærdeligt langt væk fra) hjemmet. De er også i offentlige bygninger og mange, mange andre steder. Men hvordan virker de?

Jeg har tit tænkt på det med bæven. Hvis det nu en dag blev nødvendigt at bruge sådan en, kan man så finde ud af det?

I dag har jeg været på førstehjælpskursus. Det var jeg også for omkring 20 år siden, så det er jo temmelig glemt, og der var i hvert fald ingen hjertestartere dengang. Der er også nye anbefalinger og meget andet godt at lære på sådan et kursus. Men for mig var det vigtigste det med hjertestarterne.

Øvedukken får hjertemassage på Førstehjælpskurset

Og så er der faktisk slet ikke meget at lære. Alle og enhver, der kan lytte og følge simple instruktioner, kan bruge den. Det var jeg glad for at finde ud af. Tænk, maskinen siger selv til, hvad man skal gøre, og hvornår man skal gøre det. En lille skærm viser, hvor elektroderne skal sættes på, og der er også piktogrammer, der viser placeringen på selve elektroderne. En stemme fra starteren snakker en gennem hele forløbet og tager tid mellem stødene. Det er så nemt og så smart.

Kommer man nogensinde i en situation, hvor man skal bruge en hjertestarter, er man nok lidt ude af den. Det er jo en grim ting, sådan nogle hjertestop, og måske er det en af ens nærmeste, man skal prøve at hjælpe. Derfor er det rart at være tryg ved maskineriet.

Har du ikke været på førstehjælpskursus (fornylig), og har du ikke mulighed for at komme på det, kan jeg berolige dig med, at du nok skal finde ud af at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt. Bare ved at åbne tasken med starteren, trykke på ‘on’ og følge de rolige instrukser.

Er det ikke rart at vide?

God onsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

3 kommentarer til “Hjertestarter – er sådan en svær at bruge?”

Der er lukket for kommentarer.