Den kedsom vinter gik sin gang

I dag er det 1. marts. Officiel start på foråret. Det er da værd at fejre, selvom vejret er præcis ligesom i går?

Man er jo nok noget af en jubelidiot, hvis man går helt i selvsving og begynder at finde sommertøjet frem første marts. Alle årstider har officielt tre måneder, og årstiderne strides bittert om dominans i ydermånederne. Ofte er det vinteren, der fører an lang tid ind i marts. Men alligevel – det går da den rigtige vej, ikke?

Siden begyndelsen af februar har vi kunnet se og næsten høre de små, tapre vinterblomster pege på foråret, der er på vej. Først erantis, så vintergækker, siden våriris og nu dorothealiljer. Overalt i haven dukker spirerne fra de senere løgplanter op – ja, påskeliljerne er endda ret langt fremme.

Planterne ved, hvad der er gang i.

Fuglene ved det også og har skiftet fra vinterdragten til yngledragten – den med de klare farver – og de er begyndt at slås i stedet for i skøn samdrægtighed at plyndre foderbrættet. Snart hører vi dem også synge for deres udkårne (og for at jage rivalerne væk, altså – alt er ikke idyl i fugleverdenen heller). I går var der en enkelt solsort, der sang serenader fra træerne ved bækken, da jeg var ude med hundene sidst på eftermiddagen. Det var da den dejligste lyd.

På en mark i nærheden går der får, og man kan nu tydeligt se det på de tykke maver: Der lam på vej.

Det er nu, det hele begynder efter vinterens dvale.

Så lad os se at finde påskepynten frem? Man pynter jo også til jul fra sidst i november, og det bliver påske, før vi aner.

Det er forår. Også på trods af nattefrost på ‘udsatte steder’ (her!) og mulighed for snebyger i månedens løb. Marts er uberegnelig, men det går den rigtige vej.

Den kedsom vinter gik sin gang,
den dag så kort, den nat så lang
forandrer sig så lempelig;
den barske vind, den mørke sky
må fly.
Man frygter ej, at sne og slud
skal møde dem, som vil gå ud:
thi lad os gå at skue på,
hvor smukt naturen sig betér
og ler.

God første marts.