Stormende vintersolhverv

I nat kl. 04.27 nåede vi så langt ned i vinterens mørke, som vi kommer. Men man må sige, at vi blev blæst noget igennem den længste nat.

Buldrende vindstød, piskende regn – en rigtig julestorm. Det er ikke gået over endnu, men vindstødene er i det mindste ikke så voldsomme, at man vælter. Det var da lige før, man ikke kunne stå oprejst ude på marken i går aftes.

Men nu går det fremad. Vinden vil lægge sig igen, og hver dag fra nu af får vi en lille bitte smule mere lys.

Som altid omkring solhverv har jeg været en tur rundt i haven og i marken for at se, om der er tegn på, at et nyt år er på vej.

Kigger man godt efter, er der ingen tvivl. Det ses så tydeligt i de hvilende knopper på rododendronen. Det ses også tydeligt, at den stadig har lidt skader efter den tørre forsommer. Den er lidt tyndbenet, men det kan tiden vel råde bod på.

Også på klatrehortensiaen er der knopper, der hviler og venter.

Men der er en busk, der står på spring. De knopper har hvilet længe nok, synes den, og snart vil de krøllede, gule blomster folde sig ud. Midt i den mørke vinter. Det er den lille troldnød, jeg fik i fødselsdagsgave sidste år.

Vinterblomstrende buske er en dejlig opfindelse, ikke?

En sjov ting, jeg husker fra for nogle år siden, var i magasinet Isabellas, hvor en lidt uerfaren haveskribent bekymret skrev om klimaændringer: ‘Alting blomstrer for tidligt i år. Det er kun februar, og der er blomster i både forsythiaen og i dronningebusken.’

Det var så hverken forsythia eller dronningebusk på billedet, men vinterjasmin og kejserbusk – begge vinterblomstrende buske. Mon ikke hun har lært det siden? Og lært at glæde sig over de vinterblomstrende buske i stedet for at være bekymret for fremtiden. Det må man håbe.

God solhvervsdag, så kort den end måtte være…