Overskriften hører hjemme i september. I sangen. I ‘Septembers himmel er så blå’. Efter en uge med skybrud og storm hersker den søndagsstille ro derude og inde.
Himlen er blå, der er ingen vind, og den første frost har lagt sig på græsset i skyggen, hvor duggen er blevet til hvidt drys. Koldt i skyggen, lunt i solen. Efterår.
Jeg er alene hjemme med hundene, mens Husbonden er på jagt. Sikke et dejligt vejr de har til jagten i dag. Det betyder ikke så meget, om de har held i jagten. Naturoplevelsen er langt det vigtigste.
Maggie er ikke med. Hun er blevet opereret i onsdags og skal holde sig i ro i 10 dage. Hun er blevet steriliseret, for vi vil ikke have flere hvalpe, og nu kommer hun så ikke i løbetid længere. Det er godt for hende, fordi hun døjer lidt med det – mister appetitten og humøret, og det er godt, fordi vi ikke vil have noget ‘funny business’, nu hvor vores anden hund i huset er en lille han.
Hun må selvfølgelig ikke slikke på såret eller kradse i det, og derfor har hun fået den fineste bodystocking hos dyrlægen. Det er meget bedre end de dumme skærme, der kun er i vejen.
Hun har det godt. Operationen blev klaret som en kikkertoperation, så der er kun to bittesmå sår. Genialt, når der kan klares på den måde.
Vi har været ude og gå tur. Først Danny og Maggie og så ‘øglerne’, Andy og Liam. Senere skal drengene ud på tur sammen – bare for at lege vildt og mærke, at de er hunde. Meget unge og legesyge hunde. Så skal de ind og sove igen, og når Husbonden kommer hjem, får de nok lidt træning. De elsker det.
I det stille solskinsvejr mens jeg skriver, sover Maggie i sofaen, og Danny ligger som altid tungt og varmt på mine fødder. Man glemmer, hvor meget bøvl, der egentlig er med at have en hvalp i huset, og man tilgiver alt, når man mærker varmen fra den lille fyr og hører ham sukke tilfreds i søvne.
I eftermiddag skal de kuldefølsomme planter i drivhuset reddes. Jeg har købt nogle lange, smalle vandingsbakker hos Zinkbakken, og der skal planterne stå på oasis, så de selv kan tage det vand, de har brug for. De store dipladenia og de snart tre år gamle hibiscus skal ikke have lov til at gå til. Dem vil jeg glæde mig til i drivhuset næste år igen, men nu skal de ind i varmen.
Håber, du også har en dejlig, solrig og fredelig søndag – på trods af den ufred, der hersker ude i verden – nu også i Israel. Den ufred, man ikke helt kan eller bør glemme, selvom man nyder en fredelig dag her. For sådan nogle fredelige dage er det, der får sjælen til at hænge sammen.
God søndag.
Dalsgaard i Skivholme 