Kanelsnurrer bagt i muffinformen

Jeg er lidt vild med kanelsnurrer – og med kardemommesnurrer. Den lette, smørfyldte dej, sødmen, sukkeret og smagen af kanel eller kardemomme. Og så den sjove snurrede facon. Her får du en opskrift.

Jeg har aldrig før rigtig luret, hvordan man snor dem til de rigtigt ‘snurrede’ snurrer, så de ikke bare ligner kanelsnegle. Det har jeg nu, og det skyldes, at jeg får Valsemøllens nyhedsbrev. Cathrine Brandt har til Valsemøllen lavet en opskrift på chokoladesnurrer, hvor hun forklarer snurremetoden i detaljer. Den metode dur jo også til kanelsnurrer.

2 lækre kanelsnurrer

Til 12 snurrer skal du bruge:
1,5 dl mælk
25 g gær
350 g mel (gem lidt til udrulning)
50 g sukker
1/2 tsk salt
50 g blødt smør

Plus: Ekstra smør, kanelsukker* og et æg til smøring.

Start med at røre gæren ud i mælken. Tilsæt mel, sukker, salt og blødt smør og ælt, til dejen slipper skålens sider. Lad dejen hæve i en halv times tid.

Drys mel på bordet – eller på dit største skærebræt, og rul dejen ud til en rektangel på 30 x 40 cm.

Smør dejen tyndt med blødt smør – husk at komme helt ud i hjørnerne – og drys gavmildt med kanelsukker.

Fold en tredjedel af dejen ind mod midten og fold den sidste tredjedel henover. Skær dejen ud i 12 stykker – de bliver sådan ca. 3 cm brede. Skær hver strimmel i tre, men lad et lille stykke stå foroven, som du ikke skærer igennem. Flet strimlerne og rul dem sammen. Så er der ‘snurret’.

Anbring snurrerne i muffinformen og lad dem efterhæve i en times tid. Smør dem med æg og drys lidt ekstra kanelsukker over dem til pynt, før du bager dem på 200 grader i et kvarters tid.

Snurrerne kan fryses. Når du skal bruge af de frosne snurrer, tør du dem op og luner dem lidt. Så er de som nybagte.

God torsdag.

* Kanelsukker: jeg har altid et glas færdigblandet kanelsukker i skuffen. Kanelsukker er nemmest at lave i et syltetøjsglas, så man slipper for at få kanelstøv i næsen. Fyld et syltetøjsglas halvt med sukker og put kanel i – fx. 1,5 dl sukker og en spsk kanel. Sæt låg på og ryst glasset. Se så, om farven er mørk nok – ellers putter du bare mere kanel i og ryster igen. Er farven for mørk, putter du bare mere sukker i. Det kan ikke være nemmere.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.