Friheden blomstrer også i år

Vi tog en lille pause fra hvalpepasningen i går og tog på tur til Tivoli Friheden, hvor der igen i år er Blomsterfestival. Tusinder af blomster overalt, og toppen af det hele: Claus Dalbys romantiske krukkehave.

Claus Dalby har haft en krukkehave i Tivoli Friheden lige fra den første Blomsterfestival for fire år siden, og den er altid det samme sted: Foran Restaurant Terrassen lige ved siden af Hermans. Krukkehaverne har været forskellige hvert år, og i år handler det om den romantiske have med toner af rosa og lilla i blomstervældet.

Hver torsdag holder han to ‘garden talks’ – et lille foredrag, hvor han fortæller om blomsterne. Det var vi selvfølgelig til. Både for at høre om (og blive fristet af) planterne og for at høre de klassiske Dalby vitser, som vi virkelig ville have savnet, hvis han havde sprunget dem over.

En fristelse fra krukkehaven – den smukkeste blomst med det knapt så smukke navn: Edderkoppeblomst.

Resten af haven er fyldt med fantasifulde opstillinger og smukke bede. Der er rumblomster i et bed med en flyvende tallerken, en raket, røg og rumkugler (ikke romkugler, altså),

og der er imponerende krukkebede.

Et bed i en kæmpekrukke

Det gode gamle efeuhovede – Flower Head – var der også, og det havde fået en ny plads i de nye vandløb, der forbinder den lille sø med bådene med den store, flotte nye scene.

Flower Head

I øvrigt var det bemærkelsesværdigt, hvordan skrænterne ned mod vandet var vokset til. Det er ikke til at se, at vandløbene og de blomstrende skrænter kun er et par år gamle. Stauder kan altså noget, når det gælder om at dække bar jord hurtigt.

Skrænterne ved vandløbet er nu vokset til

Ud over de tusinder af blomster, der er på besøg i haven i anledning af festivalen,

Blomster spejler sig
Ved hjælp af spejle blev der lige dobbelt så mange blomster

er der havens blivende planter, og de er bestemt værd at kigge efter. Blandt andet så vi denne troldakacie,

Troldakacie

og en mængde spændende stedsegrønne. Parasolgran og mange flere. En god ting i år er, at der er planteskilte, så man kan få navne på de planter, man ikke kender.

Er alt så lutter idyl på årets Blomsterfestival? I det store og hele: Ja. Jeg savnede dog de små inspirationshaver, der har været der tidligere år. Og det er måske også lidt belastende med de der ‘pas på jorden/bæredygtighedshalløj’ skilte rundt om i haven. En klog mand gav engang et godt råd til kommende forfattere: Fortæl det ikke – vis det.

Pragtkerter i haven

Blomsterne, opstillingerne og meget andet viser kærligheden til jorden og plantelivet. Man behøver ikke skrive det også, for er folk så tykhovede, at de ikke fatter sammenhængen, læser de nok heller ikke skiltene.

Men Blomsterfestival i Tivoli Friheden er simpelthen en fest for alle aldre. Man kan lave blomsterkranse til håret, male bøllehatte og krus og få malet blomster i ansigtet, og så er der alt det, der hører til i et Tivoli. Lige fra de små både (mit niveau for adrenalinsus) til spøgelseshus og ting, der kører rundt hurtigt. Om fredagen er der koncerter, og – ja – der er simpelthen noget for enhver – også for dem, der bare gerne vil opleve alle de smukke blomster.

Brudeslør og pink digitalis

Så mangler du et godt udflugtsmål her i sommer (festivalen varer til den 13. august), kan jeg kun anbefale Tivoli Frihedens brus af en Blomsterfestival. Det er en rigtig god oplevelse, og man har blomster på nethinden i dagevis bagefter.

God lørdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.