Margueritter

Sådan en flok margueritter lyser så dejligt op i haven. Jeg har dem her og der i bedene, og lige nu tiltrækker de opmærkshomhed fra både mennesker, bier og svirrefluer.

Her i juli, hvor junifloret har takket af, og løvet på træer og buske har fået en mørkere farve, lyser margueritterne op i det grønne.

De er ret hårdføre og nemme at have med at gøre. Almindelig havejord, meget eller lidt lys – de kommer bare år efter år. De breder sig noget. Ikke vildt og voldsomt her hos os, men nok til, at man kan tage en klump af dem til at sætte et andet sted i efteråret, når det igen bliver plantetid.

Marguerite var det, Prins Henrik kaldte Dronning Margrethe. Det er den franske måde at sige Margrethe på, ligesom Daisy er den engelske. Daisy lyder dog knap så fornemt som Marguerite. Med Margrethe fik margueritten en særlig betydning her i landet. Vi kan køre ad Margueritruten til nogle af landets kønneste steder, og vi har siden 1940 pyntet os med Margueritsmykkerne fra Georg Jensen – de smykker, der fik en renæssance her for nogle år siden.

Det første Margueritsmykke blev skabt i 1940 som en gave til den nyfødte prinsesse Margrethe, og under anden verdenskrig blev den et symbol på danskhed og på håb, ligesom den lille prinsesse Margrethe var en solstråle i en mørk tid. Ingen kunne vel klandre nogen for at bære et blomstersmykke? Den slags stille markeringer er ikke nyopfundne.

Jeg synes, margueritter hører til i en dansk have, især i en dansk landhave. De er sunde, stærke og kønne, de tåler både frost og sne og regn og blæst, og ja – de hører bare til der.

God søndag.