Frem med saksen

Da jeg besøgte Claus Dalbys have i lørdags, nød jeg, hvor frisk og lækkert det hele så ud.

Til sammenligning syntes jeg, der var så meget i vores egen have, der sang på sidste vers – eller som var skadet af regn og blæst.

Claus fortalte om, hvor meget de havde skåret ned efter juliblomstringen, og på aftenturen med hundene kiggede jeg grundigt på bedene, og jeg blev hurtigt klar over, at det var det, der der var i vejen herhjemme. Der var slet ikke klippet nok væk.

Så nu er det frem med saksen igen. Man fastholder ikke sommeren ved at vente til den sidste blomst er væk. Tværtimod. Væk med haveklinte, der kun har få blomster tilbage. Væk med margueritterne, der efterhånden ser sølle ud. Væk med næsten afblomstrede storkenæb. Og væk med de fleste af staudekongelysene, der virkelig ikke er særligt kongelige – eller lysende – mere.

Storkenæbbene danner nye puder i løbet af et par uger, og haveklintes grå blade er kønnere end de næsten afblomstrede stængler. Og er der ikke flere blomster tilbage et sted? Jamen, så er grønt nu pænt.

Jeg undrer mig tit over, hvor meget man kører ud af haven i løbet af sommeren.

Trillebør efter trillebør fuld forlader haven, og der er stadig noget, der skal klippes, studses og fjernes. Men det er lige det, der skal til. En studsning redder frisuren…

God torsdag.