Det blæser iskoldt fra øst. Himlen er mørk. Blæsten river i træernes bare grene, og små, hårde snekorn stikker på kinderne. Man skutter sig og har ikke den fjerneste lyst til at gå udenfor. Men … en hund er altid glad for at komme ud – selv med bare tæer i frostvejr, så der er ingen vej udenom.
Det er virkelig bidende koldt. De skriver om snestorm sydpå, og det er der da i det mindste noget drama i. Her er det bare træls. Den stride vind, den mørke himmel og de stikkende, frosne snekorn.
Nu savner man virkelig de klare snedage fra først på måneden og de smukke solnedgange.
Det virkede næsten uoverskueligt at skulle ud. Først da hundene var begyndt høfligst at anmode om en tur ved at hoppe op på skødet af mig – 2 ad gangen – og slikke mig på næsen, tog jeg mig sammen, fandt jakke, hue, luffer og hundefløjte frem og gik ud med dem.
Og så ændrede hele billedet sig. For godt nok var det koldt, men den ene hund løb og løb af bare livsglæde, den anden snusede ivrigt i brændestakken, og den tredje legede tagfat med de tørre blade, der hvirvler for vinden gennem haven. Ren livsglæde og energi. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan smilet bredte sig på de frosne læber efter en lidt frustrerende formiddag.
For måske var det ikke bare det kolde, mørke vejr, der var skyld i manglende smil før. Mandagens små fortrædeligheder.
Teknik, der drillede, en kop, der væltede, en yndlingssok med hul i. Og så dråben:
Tre gange havde jeg prøvet at ringe til lægen for at booke tid til et rutinebesøg. Hver gang var jeg nummer 6-7 stykker i køen, og måtte lægge øre til den samme ventemusik, alle læger åbenbart bruger og har brugt i mindst 20 år. Dårlig lydkvalitet, en brægende saxofon og en skinger elektronisk klimten. Kun afbrudt af den automatiske stemme: ‘Du er nu nummer … lille pause… 5 … lille pause. Venter på at tale med en medarbejder.’ Jeg gav op. Det er ikke sundt for blodtrykket at lytte til, og det er nok også dumt at ringe til et lægekontor på en mandag.
Så hellere ud i blæsten og trave op og ned ad bakkerne sammen med de glade hunde.
Vi er inde igen. Jeg holder en lille pause i arbejdet med en kop te med ingefær og appelsin.
Den varmer helt ud i fingrene, og fra under bordet lyder der tilfredse hundesuk og let snorken. På foderbrættet udenfor vinduet myldrer det med småfugle. Det er lykke på en meget kold og mørk mandag. Vi må nok snart ud igen.
God mandag.
Dalsgaard i Skivholme 