Når det gør ondt i hænderne at skrive og luge

Du har sikkert lagt mærke til, at der ikke kommer så mange indlæg her for tiden. Nej, jeg er ikke træt af at skrive dem. Men det gør ondt i hænderne/fingrene med for meget computertid. Jeg kan heller ikke luge mere end to minutter ad gangen. Sådan en omgang karpaltunnelsyndrom er træls.

Jeg er nødt til at skåne hænderne lidt og bruge det meste computertid på mit arbejde. Men jeg savner at skrive løs. Bare at kunne lade tankerne flyde fra hjerne til hænder og ud i tastaturet. At lade mig inspirere af det, jeg ser, oplever, smager eller læser og fortælle om det.

Jeg savner at gå i haven og filosofere, mens jeg jager græstotter, febernellikerod og små træer. Jeg savner det tilfredse suk, når man retter ryggen og se, hvad man har nået.

Når det engang bliver bedre – ved endnu ikke, om der skal en operation til – vender jeg tilbage på fuld kraft, så giv ikke op. Bloggen er ikke død, bare lidt dårlig. Og haven er ikke død – bare lidt forsømt. Billederne her er fra i dag.

Min mistanke er, at syndromet med de klemte nerver stammer fra hævelser, der var bivirkninger ved en blodtryksmedicin, jeg ikke kunne tåle. Medicinen tager jeg ikke længere, men skaden er vist sket, så det ikke er nok at droppe medicinen, fordi syndromet har fået sit eget liv. Det vil jeg aldrig kunne bevise, så det nytter ikke at brokke sig. Kun at finde en vej frem.

Indtil videre er det øvelser og stræk, bruge skinne på hænder og håndled – og så at skåne fingrene, når det er muligt. Det er bare svært.

For ak, vores stakkels have. Heldigvis ser det pænt ud derude, når man ikke kigger for nøje.

Der er græstotter i bedene, og skvalderkålen breder sig der, hvor den overhovedet kan. At muldvarpene løsnede jorden for dem i vinter, gjorde det ikke bedre. Og frøukrudtet har kronede dage. Heldigvis er det ikke alt selvsået, der er ukrudt. Studenternellikerne er kommet helt af sig selv under den røde hyld.

Så også haven glæder sig, til der er fuld kraft på begge hænder igen. I mens kan jeg jo lægge planer.

Den her Tiny Monster storkenæb ser ud til at kunne kvæle det meste, så den skal deles og sættes ind i kampen.

Det samme skal de smukke, storrodede storkenæb, der allerede har vist sig nyttige langs drivhuset og rundt omkring i haven.

Der skal bare tænkes i andre baner, end jeg hidtil har gjort. Flader med ukrudtstoppere en af de baner.

Det her skal ikke blive en sygejournal, men jeg ved jo, at rigtig mange følger med her og undrer sig over, at der er så stille. Nu ved du, hvorfor, og så snakker vi ikke mere om det.

God fredag.