For et par år siden fik jeg tre små, selvsåede blodbøge-børn. De stammede fra bog fra et kæmpe træ, der siden er fældet. De små træer blev sat i krukker, og nu – nogle år efter – er de så store, at de kan pynte i haven.
Træet stod hos nabo Villy, og efter hans død, blev huset solgt, og træet blev fældet.
Det skyggede for hele to haver, så det var nok nødvendigt, men det var altså det smukkeste træ dengang. Der er ikke meget flottere end sådan en fritstående blodbøg.
De tre små træer, der vel var en 15-20 cm høje dengang, stod længe i små potter. Men da de blev lidt større, fik de større krukker. Især et af dem satsede jeg på som det træ, der skulle vokse sig stort.
Jeg havde læst, at bøgetræer gerne vil have lidt bøgeblads-snuller i jorden, der hvor de skal vokse, så jeg fandt visne bøgeblade i hækken, og kom dem i bunden af krukkerne. Så blev der fyldt op med krukkemuld blandet med lidt flere blade, og det lille træ blev plantet lige midt i krukken.
Jeg har fjernet sideskud på stammen hele tiden, og nu begynder der for alvor at ske noget. Det er blevet over en meter højt, og det er begyndt at danne en smuk krone. Derfor har det fået ærespladsen på brønddækslet i blomsterhaven.
De røde blade er så flotte. Farven changerer fra rødbrun til næsten sort alt efter, hvordan lyset falder.
På et tidspunkt skal det nok ud i jorden. Men det holder nok et par år endnu som krukketræ, og blodbøg kan jo klippes ligesom bøgehække, så det er til at styre.
Der er nu noget særligt ved træer, man har haft fra små, ikke? Og sådan et lille træ bærer generne og historierne fra alt det, det gamle træ oplevede i sine omkring 50 år på hjørnet af grunden, hvor det stod.
Hvis træer kunne tale… Men det er jeg afgjort ikke den første, der har tænkt – se bare de talende træer fra Tivoli Frihedens blomsterfestival for et par år siden. De havde masser at fortælle, men næppe de samme historier, som den store bøg ved Skivholmevej kunne fortælle, for hvert træ har sin egen historie.
God tirsdag.
Dalsgaard i Skivholme 