I al sin glans

I al sin glans nu stråler solen. Pinsesalmen over dem alle. Men et par måneder på forskud her i den dybeste vinter, hvor dagene længes og vinteren strenges, kan man næsten høre melodien og mærke livet sprudle i årerne, når solen skinner fra en klart blå og skyfri himmel.

Hvor har vi ventet på de her dage. Dage med frost, dage med sol, dage, hvor man støder tæerne på frosne muldvarpeskud i marken, mens man misser med øjnene i det pludselige lysbad.

Frost på græsstrå i engen, og isblomster på pavillonens ruder.

Det er ikke kun os mennesker, der mærker lyset. Hundene danser ud over marken, og fra de mange træer omkring os lyder mejsernes pippen og kald. De mærker lyset, ligesom vi gør og vågner fra ‘åndens vinterblund’, som det hedder i sangen om den lille fugl, der pipper ved den frosne rude: Giv tid og åndens vinterblund må fly for herlig sommer.

Sommer er det ikke, men dage med vintersol er lige så gode. Og som i sangen om den lille anemone: Mit vinterfrosne hjertes kvarts må smelte ved at se det…

Det er ikke mange dage om året, vi får vintersol og frost. Det kommer også kun til at være et par dage denne gang. Men hvor vi dog nyder det og samler energi til endnu en omgang kolde plusgrader med til marv og ben trængende vind og kold regn.

Rigtig god solskinsdag!