Det er da lidt omskifteligt derude. I dag efterårsvejr, i går vintervejr – hvordan mon det bliver i morgen? Forårsvejr? De små vinterblomster tror det og stikker tappert næsen frem. Heldigvis kan de tåle det, hvis det ikke går, som de forventer. Og det kan vi da heldigvis også.
I går morges var alting hvidt. Det sneede tæt, og den våde tøsne satte sig på grene og blade og gjorde alting meget pænere, end det ellers er i fri dressur i januar. Da jeg kom hjem fra arbejde – det var by-dag i går – var alt forvandlet til et mudderbad med blanke pytter.
I dag regner det. Tunge dråber lander i spejlbassinet og pytterne, og jeg forsøgte at overbevise drengehundene om, at de altså godt kunne vente lidt med den tur. I var ude for kun tre timer siden, Drenge, sagde jeg til dem, men det intense blik blev kun mere intenst og bedende, og vi gik ud. Andy stadig i snor i fire uger endnu. Han tager det med stoisk ro – er bare glad for at komme ud.
Og så er det, jeg tænker, at man da er et utaknemmeligt skarn, hvis man slet ikke kan se noget godt i en våd og blæsende vinterdag, når hundene nu synes, det er det bedste i hele verden. Maggie og Husbonden er på jagt på Brahetrolleborg og kørte allerede lidt i seks i morges for at være ude hele dagen. Og så piver jeg? Ud må vi, ud.
Og hvad ser man så, når man kigger efter? Jo, da. De små erantis lyser mod den sorte jord og de brune blade.
Vintergækkerne stikker de små spyd op, og mellem havens utallige muldvarpeskud er påskeklokkerne begyndt at komme i knop
De har ret, hundene. Der er faktisk ret ok derude, også selvom det overhovedet ikke lever op til de høje forventninger om sol på sne og blå himmel, som vi jo altså sagtens kan nå endnu. Det er jo stadig kun januar.
God fredag.
Dalsgaard i Skivholme 