Der er en plante, jeg holder særlig meget af og nødig vil undvære i krukkerne. Det er den lille meksikanske bakkestjerne. Den går også under navnet Erigeron Karvinskianus, men det er da næsten for stort et navn til sådan en lille blomst.
Der er noget særligt ved planter, der har så bittesmå og så mange blomster. De giver på én gang frodighed og lethed i krukker og bede. Sådan er den lille bakkestjerne. Bellislignende blomster på spinkle, hængende stilke. De små blomster rødmer, når de begynder at takke af, så der er et skønt farvespil hele sæsonen.

Nu siger jeg ‘hele sæsonen’. Jeg har dog måttet sande, at sår man dem selv, eller potter man de selvsåede op, går der helt til slutningen af juli, før de rigtig giver den gas. De er l a n g s o m m e i deres udvikling.
Derfor supplerer jeg hvert år med nogle købte. Af en eller anden grund er de ikke nemme at finde i plantecentrene. Jeg har haft helt med at finde dem hos Gartneriet Pedersen, når jeg har været til staudesalg der med Haveselskabet. I gartnerier kan de jo starte dem op meget før, man selv kan derhjemme, medmindre man har et opvarmet drivhus, og det er der ikke længere mange, der har med de priser, der er på el og varme.
De blomstrer til frosten kommer, og de er bestemt ikke krævende, når det gælder deres voksested. Endda er de ikke sneglenes livret.
I løbet af sæsonen har de drysset masser af frø. De spirer sent, så det er en god ide, hvis man har haft dem i en krukke, at lade krukken stå, til man ser de små, bitte spirer. Efter en tid bliver de store nok til, at man kan håndtere dem, og der er det, man kan prikle dem, så de senere kan plantes lige der, hvor man gerne vil have dem.

De selvsår sig også i bede og sprækker mellem fliser, men oftest forsvinder de små spirer. Enten fordi de bliver skygget væk af andre planter, eller fordi man er for flittig med lugningen. Derfor er dem i krukkerne de nemmeste at finde spirer fra.
Claus Dalby har dem altid i sine flotte sandstenskrukker på søjler. Kontrasten mellem de formelle krukker og det halv- til helvilde blomstervæld fremhæver begge dele.

Jeg har dem i krukker og som underbeplantning i krukker med små træer. Der gør de sig også godt.

Deres engelske navn er i øvrigt Latin American Fleabane. ‘Loppernes banemand’. Det er sikkert gammel overtro, men navnet hænger ved.
God torsdag – den første dag i den sidste, officielle sommermåned.