Piemonte blomstrer i april

I det bakkede landskab omkring Rocca Grimalda er der masser af gode ture, man kan gå. Nogle er mærkede, andre er ikke. Men fælles for dem er, at man kommer igennem de skønneste landskaber.

Langs vinmarker, skove og enge. Vid udsigt på toppene – helt til alperne i klart vejr, og langs vejene spændende huse og gårde med gode havedetaljer og et mylder af blomster.

Langs vejene blomstrer der lige nu masser af store, blå iris.

Om de er vilde eller kommet ved hjælp af en venlig fugl, ved jeg ikke. Nok meget det sidste – ligesom påskeliljerne herhjemme.

Mange steder var der de skønneste, overdådigt blomstrende blåregn, og de var helt på toppen nu. Men intet sted har jeg nogensinde set en blåregn så enorm, som den vi så, da vi kom ud på vejen fra en smal og stejl sti, der havde snirklet os fra toppen af bakken, hvor vi boede, til landevejen nede ved floden.

Blåregnen må være tudsegammel. Den dækker porten, der helt åbenlyst ikke bruges mere, og derfra vokser den op i den nok 15-20 meter høje ceder. Det var som om cedertræet blomstrede lilla – helt oppe i toppen. Et virkelig betagende syn.

Kigger man ned, blomstrer vild fuglemælk, en ornithogalum af en slags, med sine hvide, stjerneformede blomster, der lyser i græsset langs vejene.

De lykkekløver, vi køber i potter herhjemme om sommeren, overvintrer i Italien og dukker op hist og her.

Og Judastræerne bruges som vejtræer i Ovadas bymidte.

Et kig ud over landskabet viser en enorm variation i løvfarver og faconer. Blomstrende akacietræer, blomstrende æbletræer, sølvpopler og mørkegrønne pinjer.

Alene den blomster- og farvefryd er værd at rejse efter. At mætte sine øjne med grønt og blomster her i foråret, hvor vi utålmodigt venter på, at træerne springer ud, er en fest.

Herhjemme er bøgen så småt ved at springe ud nede i skoven, og de mange forårsblomster holder ekstra længe, fordi det er så koldt.

For den, der kigger, er der altid noget at se på, og der er skønt herhjemme. Men bestemt også i Piemonte.

God tirsdag.