Rimtåge over bakkerne

I dag ligger rimtågen tykt over bakkerne. Solen skinner blegt gennem tågen, og landskabet bliver på sin vis både større og mindre.

Der er altså noget ved tåge. Landskabet bliver blødt og lidt mystisk, og lyde bliver højere i tågen, en musvits kald, bækkens rislen, alt høres klart i stilheden og fremhæver netop, hvor stille her er på sådan en onsdag formiddag.

I går var første dag, jeg var på arbejde inde på kontoret efter juleferien efterfulgt af en sygemelding. Det var en stærk kontrast til det stille liv herhjemme. Køreturen. Som at køre på et glat og bumlet vaskebræt, der fik bilen til højlydt at glide og ryste sig vej ind til det gamle kunstmuseum på Høegh-Gulbergs Gade, hvor mit kontor ligger. Det var et angreb på alle sanser sammenlignet med de dage, hvor jeg bare har sovet mig rask. Kaotisk føltes det med alle de biler og fodgængere – og hurtige undvigemanøvrer afløst af køkørsel. Og så var der ingen middagslur.

Til gengæld var det hyggeligt at møde kollegerne, og der gik nok en del tid med snak af både faglig og knapt så faglig karakter.

I dag arbejder jeg hjemme igen som altid om onsdagen, og her i formiddag tror jeg, jeg har lavet mere, end jeg gjorde hele dagen i går. Samtidig har der også været tid til at lufte kræene og holde den her lille skrivepause med Danny på fødderne og Andy og Maggie trygt sovende i deres kurve.

Man er nødt til at skulle ud. Man er nødt til at skulle ind på kontoret. Men en blanding af genopladende stilhed, fortryllende tåge, aktivitet og andre mennesker er fantastisk og et stort privelegium at have.

I eftermiddag brænder solen nok tågen væk, og vi kan igen gå ud i den glitrende sne og se et helt andet landskab end formiddagens hvide blødhed – og se på rimnålene på græsset, der stikker op gennem sneen. Det er da at være heldig, ikke?

God onsdag.