Den store krans, jeg lavede på julekurset hos Aase Hviid fik viklet lange efeuranker omkring sig. Det blev rigtig flot, men….. kransen var nu blevet alt for stor til hoveddøren.
Det var blevet til en krans med en dør bagved og ikke en dør med en krans. Den blev derfor flyttet ned på jorden, hvor den hviler mod en krukke, og jeg bandt en ny og mere spinkel krans til hoveddøren.

Den nye krans er bundet på en metalring, jeg købte i Netto for nogle år siden. Dengang pyntede jeg kun den nederste del af den, men siden er ringen blevet lidt mere hærget og må gerne skjules.

Først er hele kransen dækket med blød ene og en småbladet kristtorn, og derefter er der limet pynt på. Håber, det ikke bliver så meget frost, at limen løsner sig.

I midten hænger to kobberhjerter, som efterhånden er ved at have fået den helt rigtige patina. Hjerterne ringler, når man åbner døren – en god julelyd.

Af og til får man en god ide, der viser sig alligevel ikke at være så god. Næste gang jeg binder en dørkrans et andet sted end hjemme, vil jeg lige tage målene med, så jeg ikke går helt amok i størrelse.
God 21. december – nu kun 3 dage til jul.
PS: Husk, at det er i dag, du skal tage anden ud fra fryseren 🙂