Bronzeblad

I et glimt mellem regnbygerne lagde jeg mærke til, at i år er vores bronzeblad virkelig bronzefarvede.

Bladene plejer egentlig kun at vise tegn på bronze, lige når de springer ud, og så igen, når de begynder at takke af. Men aldrig har jeg set dem med det metalliske skær, de har i år.

De har levet et omskifteligt liv. Jeg fik dem fra en, der ville begrænse dem i sin egen have, hvor de efterhånden havde bredt sig for meget. Dengang tænkte jeg, de ville være flotte i skovhaven, og det var de også.

Men jeg undervurderede deres behov for vand. Det betød, at jeg i den tørre sommer i ’18 måtte rende med vandslangen hver dag for overhovedet at holde dem i live.

Derfor blev de flyttet ned bag i blomsterhaven, hvor regnvand løber uhindret fra taget på den gamle stald. Lige der i tagdryppet har de haft det godt, og de er blevet kolossale. Høje og brede. Snart er det mig, der skal til at begrænse dem lidt, før de sluger de andre planter i bedet.

Hvad der har givet dem det flotte metalskær i år, ved jeg ikke. Som alle andre planter fik de tørke i forsommeren og mere end rigeligt med vand fra juli og til nu. Det må vel have noget med det at gøre, men lige præcis hvordan det hænger sammen, finder jeg nok aldrig ud af.

God onsdag.