To har nu forladt hvalpeflokken

Det har været en begivenhedsrig uge i hvalpeflokken. Molly er flyttet hjemmefra, og Danny er flyttet ind hos os. Der er nu tre tilbage.

Mollys nye familie kom og hentede hende, og vi er sikre på, hun får et skønt hundeliv hos dem. De har besøgt hende flere gange og har kendt hende, siden hun var helt lillebitte.

Vi har valgt Danny som vores nye hund og Maggies lille nye makker. Det har ligget lidt i kortene hele tiden, at det var ham, vi ville beholde. Men hvorfor? Hvad gør ham anderledes end de andre, når jeg hele tiden siger, at de er lige kvikke, kønne og søde alle sammen? Jo, det er nok, fordi han ligner Maggie mest. Både af sind og statur. Kærlig, kvik, opmærksom. Lille og langbenet. Han var den mindste i kuldet, ligesom Maggie var det.

Han flyttede ind tirsdag, og Maggie er lige så dygtig til at tage sig af ham – og til komme med et opdragende bjæf – som Rosie var, dengang det var Maggie, der var den lille frække.

Han har fundet sig rigtig godt tilpas og også lært hundesofaens glæder at kende – her kan man putte med både far og Maggie.

Alt burde ånde idyl, og det gør det også isoleret set.

Men de tre, der ikke har fået et hjem endnu… Det er hjerteskærende, når man ser, hvor meget Danny udvikler sig dag for dag hos os, og hvor glad han er.

De tre har nu en hundegård og hver sit bur at sove i. Vi tager os af dem så meget, vi kan og har dem med os ude hver for sig mange gange om dagen. Øver ‘kom’, ‘hent bold’ og renlighed (dyyygtig tis), krammer og nusser og leger på hvalpeplænen.

Det er bare ikke det samme. Det er bare ikke det samme som et godt hjem med fuld fokus på den lille ny. Og når vi putter dem ind efter turene, følges vi af en hjerteskærende – ja, jeg vil næsten sige gråd – fra de små, der også gerne ville have nogle at være hos hele tiden. Det knuser vores hjerter lidt hver gang.

Så kan du spørge, hvorfor vi ikke bare lader dem være sammen, som de har har været hele tiden? Det er ganske enkelt, fordi de er blevet for store til at være sammen hele tiden. Det stresser dem vildt. De slås, og de bider hinanden. De får ikke sovet nok, de slås om maden, og de har slet ikke ro nok til at få fokus på de mennesker, der nu skal til at lære dem en hel masse. De er nødt til at være fra hinanden i den alder, hvad også alle hundetrænere og avlere siger. Men det er en hård proces. For dem, men også for os.

Det er hårdt for os at gå op mod 25 hundeture om dagen. Morgen, formiddag, frokost, eftermiddag, aften og nat. Fodre, lufte, træne, lege, putte. Først den ene, så den anden og så den tredje, hvorefter det er Danny og Maggie herinde, der skal luftes, fodres, trænes og puttes med. Fra klokken 6 om morgenen til næsten midnat. Hver dag. Det er ikke noget, vi kan holde til i længden. Det går lige nu, hvor vi har ferie, men om et par uger?

Vores hundetræner siger, der er større efterspørgsel på hunde, der er fortrænede end på små hvalpe. Det er derfor fortræningen, vi er i gang med, og så må vi håbe, at der i løbet af nogle uger dukker nye familier op til vores tre, små guldklumper. For det er de virkelig, de tre, Andy, Jamie og Liam. Søde, lærenemme, legesyge, kærlige og kønne, med alle de rigtige instinkter og en flot, flot stamtavle. Bare det var nu. For de tre små fyre trænger virkelig til et hjem. Der må da være nogen ‘derude’?

God fredag.