Der er igen kommet dipladenia i drivhuset, og de giver en uovertruffen subtropisk stemning. Der er så fantastisk inde i drivhuset nu, at jeg næsten ikke er til at lokke ud derfra. Hvorend man kigger hen, er der frodighed.

Dipladenia kan godt lide fugtig og lun luft. De kan ikke overvintre ude, for de tåler ikke under fem graders varme. De elsker lys, men de vil ikke bages af direkte sol hele dagen. Selvom de gerne vil have fugtig luft, vil de ikke have for meget vand. Fugtige rødder trives de slet ikke med. Derfor er de også ideelle til drivhus eller orangeri, for selvom der er hundreder af blomster på planterne, skal man ikke rende med vandkanden hele tiden.
Den bedste måde at vande dem på, er at stille dem på et stykke oasis, vande nedefra og lade dem selv tage den væde, de har brug for. Det var det, der gik galt for mig med de gamle dipladenia, og det har jeg stadig dårlig samvittighed over. Jeg myrdede dem med for meget vand i vinterperioden, hvor de stod ovre i den gamle B&B. Det kommer ikke til at ske igen.
I haven vil jeg ikke have eksotiske skønheder, der skal vinterdækkes. Der skal planterne være egnede til udeliv et koldt sted. Men drivhuset er jo netop til de sartere og mere eksotiske vækster, så der giver jeg den gas. Dipladenia, hibiscus,

pelargonier af mange slags, tomater og chili fylder hver en kvadratcentimeter bortset fra en smal midtergang og et lille plantebord, hvor jeg kan stå og nusle skønhederne.

En morgentur derud, hvor man piller visne blade og blomster af, leger bi og bestøver chili med en lille pensel, får en snak med englene og Fru Krukke, jamen – kan man ønske sig en bedre start på dagen?
De smukke dipladenia fik jeg af Helle Graff, da hun var på besøg (og hvalpekig) i sidste uge. Hos Graff Breeding arbejder de med at udvikle nye slags dipladenia – blandt andet nogle, der ikke behøver opbinding. Det kan du læse mere om her, hvis du har lyst. Den pink er sådan en opretvoksende dipladenia.

En bedre ‘værtindegave’ kunne man da ikke forestille sig. Jeg brugte nok det meste af en eftermiddag på at flytte omkring på alle planterne i drivhuset, før jeg var tilfreds med den nye indretning. Fuld fokus på skønhederne, men også plads til, at de andre planter derinde kunne få opmærksomhed. Nu er det lige det subtropiske paradis, jeg havde ønsket mig.
God søndag.
