Nu med hundehus

Fem hvalpe på stribe

I går blev hvalpene og jeg fanget i en af de voldsomme byger. Vi var våde til skindet alle sammen. De blev båret ind i varmen på badeværelset, og de blev en efter en tørret i et stort, varmt badehåndklæde. Det kunne de godt lide, sådan at blive tørret og nuslet. De var helt salige.

Men det gjorde det klart, at vi ikke kunne satse på at nå at tage dem ind, når det regnede. De måtte have et ly for regnen ude.

Vi fandt et hundehus i den blå, og Husbonden kørte fluks afsted til Hornslet efter det. Huset blev stillet op, og hvor er de glade for det. Løber efter hinanden rundt om det og putter i klump derinde. Der er trygt og godt at være.

De holder store sovedag i dag, for det har været en begivenhedsrig morgen. De har været hos dyrlægen for at blive vaccineret og chippet. De blev vejet, undersøgt og erklæret superfine hvalpe allesammen. Men alle de oplevelser gør en 7 uger gammel hvalp meget træt. Både turen derind i hundeburet i bilen, undersøgelsen og vaccinationen – det hele var nyt og lidt overvældende.

Men de havde en fest hos dyrlægen. Han dryssede hvalpemad på undersøgelsesbordet, og de havde så travlt med at guffe de ekstra rationer, at de slet ikke opdagede, de blev vaccineret.

Nu sover de i klump det nye hundehus. Varme og trygge.

Hvalpene sover i en stor klump

De har helt ret i Radiserne: Lykken er en varm hundehvalp.

God mandag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.