Vinterpynt bag glas med genbrug

Genbrug af echeveria fra juledekorationerne

Der er noget særligt ved at lave dekorationer og små landskaber i glasbeholdere. Der står de – en verden, en have, et øjeblik – fanget i glasset, isoleret fra resten af verden i sin egen lille adskilte og flytbare virkelighed.

Echeveria i glasvase

Den store vase kræver enten meget store buketter, eller man kan putte noget ned i den og se det gennem glasset. Vasen her har indeholdt små påskeliljer til påske,

Påskepynt i vase

hele stalden i Bethlehem med Jesusbarn, Maria og Josef, vise mænd, hyrder, får, heste og okser til jul

Julepynt i vase

og hvert år i januar en eller anden deko med de små, lysegrønne echeveria fra juledekorationerne. Første gang var vist her i 2017.

Hvis man gerne vil have vinterpynt, der både er billigt og kønt (tulipaner er vidunderlige, men de koster altså, hvis man vil have dem i rå mængder hele måneden), er genbrug af echeveria, de små inde-husløg, en god løsning.

Echeveria tåler nemlig ikke frost, og de må blive inde, til det bliver sommer. Til sommer kan du med lidt snilde formere dem. Her kan du se en vejledning.

I sommer var der mange forskellige dekorative planter i vildtstriben, og jeg huggede lidt af dyrenes mad og plukkede hør, sorghum og forskellige hirser til tørring.

sorghum

De står rundt omkring i huset i tørrede arrangementer sammen med korn, jeg har plukket på markerne og tørret. Nogle små pistlinge af sorghum kunne lige stå i vasen sammen med de lysegrønne echeveria.

Genbrug af echeveria fra juledekorationerne

En troldegren og lidt tørret hør kom der også i.

Sådan blev vinterens dekoration med resterne fra julepynten til, og nu kan du jo overveje, om du ikke har en stor vase eller et stort sylteglas et sted? Og se dig omkring derude, om der ikke er noget, du har lyst til at putte i? Alt får et lille løft, når det kommer bag glas.

God torsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

En tanke om “Vinterpynt bag glas med genbrug”

  1. Hej Karen.
    Ja, du har helt ret….det der med glasbeholdere kan bare noget!
    Og hvis man har en cylinderformet lidt høj og slank størrelse, min måler ca. 10*25 cm er det også perfekt til en enkelt Hyacint som ellers har det med at “vælte” på et tidspunkt. Man kan jo bare vikle noget staniol uden om den grimme plastikpotte som den købes i. …så kan den forsigtigt trækkes op og vandes lidt i bunden af beholderen (duften er jo bare skøn)!! Og ellers er jeg altid på udkig i genbrugs, der ofte har nogle anvendelige store glasvaser til billige penge🤗🌷
    Bedste hilsen Lillian

    Like

Skriv et svar til Lillian Hansen Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.