Puma har vejrproblemer. Det får vi allesammen lov at mærke.
Tag: vinter
Morgenfrost
Morgenfrost. Minus 8 klokken 6. Minus 6 klokken 8. Talsymmetri.
Kolde poter, tindrende klar luft, isnåle som sukkerpynt på roser, på brændenælder og græs.
Øjnene misser mod det klare lys. Næsen drypper lidt.
Alle tanker er midlertidigt aflyst, ingen ord slår til – der er kun plads til rendyrket fryd over lyset i de glitrende krystaller.
Og tid til at finde lidt æble, som fuglene har levnet.
God torsdag.
Når sneen ligger på mark og enge
Den del af vinteren, der føles længst, er den sidste. Den, der varer hele februar og også ofte en god bid ind i marts. Den del, hvor lyset kommer igen, men foråret lader vente på sig. Alligevel kan det sagtens være en dejlig tid – hvis der bare er sne. Træls at køre i? Ja da. Men smukt at se på.
Det er hvidt herude…
Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Der er stadig en 14 dages tid til Kyndelmisse, men ellers passer det på en prik.
Det er hvidt udenfor – og det er koldt. Rigtig koldt. Minus 14 i nat. Gulspurvekrattet er hvidt – pudret tykt står træ i skoven…
Dyrene har hver deres måde at tackle kulden på.
Køerne holder sig tæt på foderhækken, der skal fyldes hele tiden. Der skal meget til, når man skal holde varmen.
Den lille buskhalede fyr her, som blev fotograferet igennem vinduet, snupper fuglenes mad. Fuglehuset skal også fyldes hele tiden.
Hunden snuser efter haren (den, der tisser orange), men finder den aldrig, så der er altid en god grund til endnu en hegnstur.
Katten sover vinteren væk.
Nej, det er ikke det samme billede som for et par dage siden. Han har skam vendt sig et par gange siden, det hyperaktive dyr.
God onsdag.
Julestue på Neder Kjærsholm Hovedgaard
Lørdag formiddag, hvor solen skinnede på sneen, og hele verden så ren, ny og frisk ud, mødtes jeg med lidt familie og venner for at gå på julepyntsindkøb i Neder Kjærsholm Hovedgaards julestue.
Fortsæt med at læse “Julestue på Neder Kjærsholm Hovedgaard”
I år passer de godt på os
Sidste år, da vinteren lakkede mod enden, og tø og frost skiftede i en uendelighed, var der mangel på vejsalt.
Vores vej, den eneste vej herfra ud i den store verden, blev ganske glemt – eller sprunget over? Det afhænger nok af synsvinklen. Men vejen var i hvert fald dækket af et tykt lag is.
Det strakte sig hele vejen op.
Fasaner har sure tæer
Sneen og kulden får fuglene til at komme tæt på. Spætten. Mejserne. Blåmejse, musvit, sumpmejse, den frække spætmejse og af og til den lille lyserøde halemejse. Rødhalsen, de mange spurve – jernspurv, gulspurv og de utallige skovspurve. Og bogfinker. Sikke nogle billeder, man kunne tage, hvis de var lidt mere indstillet på at stå model.
Der er ingenting i verden…
Derude sner det. Og vinden hyler sin ‘jeg skal komme efter dig’ sang gennem ådalen. Katten er kommet ind og er ved at lægge an til en Store Sovedag. Hunden ligeså. Tre gange rundt i kurven, plonk, ned at ligge og et dybt veltilfreds hundesuk. Huset ånder fred.
Der er nu noget ved sne. Sneen giver stilhed, fjerner vintermørket og får verden til at se ny og ren ud. I hvert fald herude på landet.
Sidste år….
