Store træer – lykke eller forbandelse?

I og omkring haven er der mange, store træer. Rigtig mange. Rigtigt store. På arealkortet over ejendommen er det meste af det, vi kalder haven, markeret som skov.

Skov er det, når man kigger op. Når man kigger op i udsigtshaven, ser det sådan ud. Store ask, eg og ahorn.

Kigger man lige ud, er det det her, man ser.

Fortsæt med at læse “Store træer – lykke eller forbandelse?”

Skovhaven bliver mere og mere have og mindre vildnis

Sikke dog et helt vidunderligt vejr vi har haft her i weekenden. Sol, varme – og mest specielt: ingen vind.

Det er blevet udnyttet til fulde. Skovhaven fik udvidet et bed, og der blev flyttet en masse planter, der stod klar i drivhuset, i potter og i andre bede. Og så blev der delt et par stauder, sået og priklet. Måske ikke lige årstiden til at dele stauder- men med lidt vand og kærlighed håber jeg, det går.

Her var vi nået til lørdag eftermiddag.

Græstørv (læs: mostørv) er fjernet og lagt op på skrænten, og bedet er pludselig blevet tre gange så stort.

Her var vi så søndag middag. Der er blevet gravet nogle huller i dag…

Man begynder så småt at kunne se ideen i skovhaven. En lang snoet sti med et stort bed op mod skrænten på den ene side og mindre bede med stier imellem på den anden side af stien ud mod vejen.

Centrum i den nye udvidelse er den fine, flettede pil, der har stået i potte i snart tre år. Nu får den lov at få rigtig jord mellem rødderne.

I bedet er der ellers kommet bronzeblad, den høje, lyserøde kertepileurt, primula, hvide staudekongelys, og lidt mere fra hist og her. Der skulle bare noget i med det samme, og nu må det meget gerne vokse i en gal hast.

Forårsløg fra potterne er også gravet ned i bedet – håber, de kommer igen til næste år. Alt det, der er flyttet omkring på nu, skal passes og plejes med vand. Ellers går det galt, og det ville da være ærgerligt. Godt, jeg har to store vandkander…

Dagen sluttede med at brænde bål – et kæmpebål af grenene fra vores vilde rosenhegn, der er blevet skåret ned i år, grene fra dengang vi fældede plads til pavillonen og meget mere. Grenene skulle alle sammen flyttes fra der, hvor de lå, til der, hvor bålet blev lagt an. For tænk nu, hvis der var fugle eller mus i stakken? Det var der ikke – men man kan ikke være for forsigtig.

Tror I, der er nogen, der er øm i stort set hver en muskel nu selv efter et varmt bad, pizza og en hektoliter rødvin (cirka, altså…)? Og som ikke rigtigt kan forholde sig til, at vækkeuret ringer klokken seks i morgen? Hvor det faktisk er mandag???

Sov godt, – og hvis du læser det her mandag morgen: Rigtig god mandag.

Skovhaven i april

Skovhaven er i fuld gang med årets første blomstring. Anemonerne står i fuldt flor på skrænten og oppe i det, der engang for 40 år siden var en æblehave. Siden har det ligget vildt hen, og kun et par enorme gamle æbletræer står tilbage.

I bedene muntrer de gule anemoner sig.

Og de hvide kugleprimula er næsten helt runde.

De primula, der i Skivholme altså hedder aurikler, hvad end de er det eller ej, blomstrer i alle kroge og hjørner. De sår sig selv og laver deres egne farvekombinationer.

De små, lysegule minipåskeliljer blomstrer også, så det er en lyst.

Foråret er de små blomsters tid, og i april stjæler de hele  billedet. Man må langt ned på maven for at fange dem på billederne, for de er kun 20 cm høje.

Senere på sommeren kommer de store planters tid. De er allerede på vej. Kongelys har fået deres første og endnu små blade, sølvlys ligeså. Og i hjørnet foran rododendronbedet stikker bronzeblad deres første skud op.

At sådan et lille blad bliver så kæmpestort i løbet af sommeren for så at forsvinde og komme igen næste år, ja det er da næsten utroligt. Naturens små – og store – mirakler.

God søndag.

Skovhaven gav hul i hovedet

Skovhaven, som vi begyndte at arbejde på sidste år, ligger mellem vejen og skrænten op til marken. Skrænten er høj og stejl og dækket af træer. Store træer, små træer, gamle træer og nye selvsåede træer.

Det blev der gjort noget ved i weekenden. Bondemanden greb først buskrydderen og derefter motorsaven. Fortsæt med at læse “Skovhaven gav hul i hovedet”