Gryde med okse, bacon og dijonsovs

Det er blevet lidt skarpere i luften. Lidt som om vi nærmer os det ‘rigtige’ efterår.

Voldsomme regnbyger afløses af klar himmel med hvide skyer – og tilbage igen. Vinden napper i kinderne, næsen drypper efter hundeturen, og man får lyst til lidt mere efterårsagtig mad. Lidt mere fortættede smagsindtryk, der passer til vejret og til de mere og mere intense farver derude.

Til en gryde med oksekød og bacon i sennepssovs skal man bruge:

800 g oksekød i tern – jeg brugte Dexter bov
2 store løg i tern
2 gulerødder i tern
1 stang bladselleri i tern
1 pk bacon (den kendte og elskede krydderurt) i tern
 2 spsk sennep – Dijon eller den franske med kornene i  – ikke i tern (!)
1 dl fløde
1 dl hvidvin
1 par kviste timian
Vand, så det dækker kødet
Mel til at vende kødet i

Steg baconternene til det værste fedt er smeltet af og hæld dem over i en gryde. Vend kødternene i mel og brun dem. Hæld kødet over i gryden. Tilsæt løg, gulerødder og bladselleri, sennep, timian, vin og fløde. Hæld vand på, så det lige dækker. Lad det simre, til kødet er mørt – 1 – 1 1/2 time. Hvis sovsen er for tynd, så jævn den lidt. Smag til med salt, peber og måske lidt mere sennep. Pas på med saltet – der er salt i både bacon og sennep.

Smager godt med kogte kartofler til – og en spidskålssalat med et af de allersidste spidskål fra haven.

Solid, men lækker kost. Passer godt til en dag, hvor man har været meget ude og slæbe på tunge ting – stablet brænde for eksempel? Det er jo ved at være den årstid.

God torsdag.