Rosernes tid

Nu kommer juli, og nu er det, at sommeren falder lidt til ro. Det er rosernes tid. Hvide, pink, lyserøde og den vidunderlige alkymist – alle blomstrer.

Billede1

Den lille hvide, jeg plantede sidste år, er mindst dobbelt så stor i år, og den har masser af blomster. Det ser ud til, at den kan lide det nye bed, hvor den står i smukt selskab med de abrikosfarvede digitalis.

Billede4

Dens grene er stadig spinkle, så den har stor glæde af det blomsterstativ, den har at støtte sig til. Det er nok det, den prøver at sige tak for ved at blomstre så fint?

Billede3

Den helt nye Coral Dawn, der blev plantet i foråret, har også fundet sig til rette og skal nok blive stor.

Billede1

De gamle roser har taget lidt skade af den sene forårsfrost, men de begynder at komme igen nu.

Billede1

Udenfor haven har vi de vilde roser. Dem, der hegner den gamle køkkenhave, og dem, der bare er dukket op af sig selv hist og her i hegnet og på skrænten.

Billede5

Det er svært at forestille sig et skønnere hegn – eller et mere velduftende. Det kan godt være, at hybenroser er en invasiv art, men de giver læ, blomsterblade til rosengele og meget andet – ikke mindst hyben senere på året.

Om en uge starter min sommerferie. De tre uger, hvor jeg kan hellige mig hus, have og B&B. Så bliver der tid til at dufte til roserne.

God torsdag.

Save

Save

Alkymi

I årtusinder stræbte grundlæggerne af den moderne kemi, alkymisterne, efter at nå det højeste, ultimative resultat: at forvandle bly til guld. Andre alkymister bryggede på at finde den eliksir, der giver evigt liv. Nogle på højt, officielt niveau i kongers tjeneste, andre i skumle kælderlaboratorier.

Det lykkedes aldrig. Det kan ikke lade sig gøre. At lave guld af bly, altså. Det ved vi godt nu. Vi ved også godt, at der ikke er en eliksir, eller noget man man spise, der giver evigt liv.

Men der findes dog en alkymist, der ikke skuffer, som om foråret forvandler sine  vintertørre, stikkende grene til lange grønne, levende skud, der får blomster i  flammende toner af guld og rosa. Den er her. Rosen Alkymist.

Billede2

Købt for to år siden på Rosens Dag hos Rosenposten, klatrer den nu langs B&B’ens facade og blomstrer overvældende med klaser af store, smukke roser.

Billede1

Alkymisten har ikke evig blomstring. Den blomstrer kun én gang hvert år. Den er heller ikke af guld, men af bløde, gyldne blomsterblade – smukke i deres forgængelighed. Dens blomstring glæder, mens den er i gang, og næste år kommer den igen, endnu større og med endnu flere blomster.

Det er ikke guld, det er ikke evigt liv. Men det må være godt nok, ikke?

God mandag.

Save

Save

Save

Rosenfestival hos Rosenposten

Vi er så heldige, at vi bor kun knap et kvarter fra Rosenposten.dk. I denne weekend er der rosenfestival over hele landet, og vi tog en tur ned til lige syd for Harlev til Rosenposten for at se på roser – og smukke dekorationer med roser. Det er en årlig tradition, og det er en fryd for øjnene  og næsen.

Billede1

Fortsæt med at læse “Rosenfestival hos Rosenposten”

Roser i januar

I julegave var jeg så heldig at få en af de kønne skåle fra Holmegaard. Old English hedder den, og som de fleste nok ved, er det Claus Dalby design. Det har han nu gjort godt.

Billede2

Den kan bruges til utallige dekorationer, og det skal den også nok blive.

Jeg mødte et bundt roser, der meget gerne ville med hjem og prøve skålen, og det fik de lov til. De var ikke til at modstå. Store, tætte og dejligt klare i farven.

Billede3

De blev klippet meget korte og sat i oasis sammen med lidt af det grå løv fra julebuketten og nogle af deres egne blade. Oasisklumpen er dækket af store efeublade fra haven. Så var der grenene tilbage. De var så flotte, at de fik deres helt egen plads. Det ville da være synd at smide dem ud. De kan genbruges i en ny dekoration på et tidspunkt, tror jeg.

Billede4

Det blev den første dekoration i Old English skålen – helt sikkert den første af mange.

God søndag.

Den slemme rose

Rynket rose, Rosa Rugosa. Den står på Naturstyrelsens liste over invasive arter. Det svarer vel næsten til at være på FBI’s liste over mest eftersøgte personer – eller til at stå i Ribers eller noget andet virkelig slemt.

Den står også hos os. Rundt om den gamle urtehave. Og der bliver den stående. For den er så smuk. Den giver læ for vinden, den er fyldt med småfuglenes reder, og den dufter velsignet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

At stikke næsen ned i blomsten og trække vejret dybt er en fryd. Det er vi flere, der synes.

Billede4

I hegnet ovenfor vores lille bøgeskov står de også. Lige nu midt i et brus af hvide blonder – de blomstrende hvide skærmplanter, der er blevet så høje, at man dårligt kan se over dem.

Billede5

I fugtig luft som i dag, hænger rosenduften i luften, så man bliver helt ør i hovedet af sommerfryd.

Senere kommer de skønne hyben, som vi plukker, sylter og fryser ned til farvestrålende, vitaminrig vintermad.

Billede4

Vi må håbe, Naturstyrelsen ikke lige ved, hvor Skivholme ligger. For vi vil gerne beholde vores roser, og vi skal nok skære dem ned og holde dem lidt i ave, så de ikke overtager det hele.

God onsdag.

Skoven med de hvide roser

Jeg har fået en masse små roser. Små hvide roser i små bitte potter. Mens jeg stod og arrangerede dem, fortalte de mig denne historie, og den skal du høre nu – hvis du altså har lyst.

Langt, langt ude i skoven, helt derude, hvor mennesker ikke kom, og hvor ingen hørte hverken bierne summe eller et mægtigt træ falde til jorden i en vinterstorm, lå en overgroet lysning.

Der gik naturen gik sin gang i uforstyrrethed. Tykt mos, sammensunkne og halvt forsvundne grene og stammer, et tornet krat og – under nogle krøllede troldfingeragtige grene – et flor af hvide roser.

Billede1

En sommeraften, i mørkningen, kom en ung mand, en vandrer, der var faret vild, til lysningen, hvor han lagde sig i mosset for at hvile. Han havde gået hele dagen ad stier trampet af dyr, hvis natur han dårligt turde gætte på, nu hvor mørket faldt på, og skovens natlyde tog over.

En bleg måne lyste, og nattens fugtighed fik roserne til at dufte særligt stærkt. Han sov.

I det grå morgenlys vågnede han ved solsortens sang. Han slukkede tørsten i vandet fra bækken, der rislende løb gennem lysningen, og først da kiggede han for alvor på roserne og begyndte at undre sig. Det var ikke vilde roser. Det var haveroser. Endda roser, nøjagtigt som dem, der voksede i hans mors have i det hjem, han var bange for aldrig at at se igen.

Billede4

Han mindedes, hvor omhyggeligt hans mor altid havde passet de roser. De stammede fra hans mormor og før det fra hans oldemor, havde han fået fortalt. Hans oldemor, der var død mange år forinden, og som han aldrig havde kendt. Hans mor sang af og til stumper af en sang – en sang på et sprog, som hverken hun eller han forstod, en sang hun havde lært, da hun var ganske lille. ‘Wo die Rosen blühen’ sang hun, når hun gik derude og passede roserne. En sang, der ligesom rosen, var gået i arv i familien.

Hans oldemor kom fra et andet land, og ingen kendte længere hendes historie helt nøjagtigt. Tåget huskede han at have fået fortalt, at der var krig dengang, og at hun kun 15 år gammel alene var flygtet fra soldaterne uden andet end det tøj, hun stod og gik i – og en stikling fra en rose i sin mors have.

Billede3

I flere år havde hun boet alene i en hytte i skoven, og roserne var vokset op, og havde bredt sig, før hun blev fundet af en ung vandrer, der var faret vild, ligesom han selv nu var. En vandrer, som kunne fortælle hende, at krigen var slut. Det blev hans oldefar.

Var det hendes lysning, stierne havde ført ham til? Kunne han ved at gå mod vest, som hans oldefar og oldemor havde gjort, nå til bjergene i løbet af et par dage og snart være hjemme igen? Han vidste det ikke, men han begyndte at gå i den retning, han mente, var den rigtige. Kom han ikke hjem igen lige med det samme, mødte han måske den pige, der kunne blive oldemor til hans oldebørn. Han småfløjtede, mens han gik. I lommen havde han en stikling – en stikling fra en rose.

God – og eventyrlig – søndag.

 

Den yndigste rose…

Den yndigste rose er funden. En grå januardag. I blæst og regn. I et supermarked. Ak, søger de ydmyge steder… Man skal da være et forhærdet tidselgemyt, hvis man går forbi, og dens sarte, rene farve ikke går lige i hjertet?

Billede1

Sammen med grene fra den krøllede troldhassel, der hjælper med at støtte de lange, tynde stilke, står mit lille bundt Netto-roser nu her og lyser med løfte om lysere tider forude – som en lille stjernesol.

Billede3

Så har man virkelig fornummen, at rosen i verden er kommen.

Julen er overstået for denne gang – men derfor kan man da godt synge lidt julesalmer, kan man ikke? Og hvis du nu er blevet smittet og går og nynner lidt? Så er det da kun dejligt en stormende, regnende og mørk dag som i dag.

Den rose fin og lille
har dejlig duft og skær,
den lyse for os ville
og sprede mørket her.

God fredag.

Rose de Lidl

De der planter i supermarkederne, dem i en papkarton med farvestrålende billeder på? De frister mig altid – ofte på trods af bedre vidende. Det er noget med, ‘nårh, hvor er det synd for dig, at du står her og mangler vand og pleje. Jeg tager dig med hjem, og så skal du nok få det godt’.

Nogle gange virker det. Andre gange er det en håbløs sag.

I år har jeg været meget, meget heldig – for se, hvad der kom ud af en lille vissenpind af en opstammet rose fra Lidl:

Billede4

Den ligner ikke billedet på papkartonen. Men køn, det er den. Ligner noget fra et romantisk, engelsk tapet.

Billede1

Masser af fine kronblade.

Billede3

Den har ikke noget navn. Så vi har døbt den Rose de Lidl, for det lyder fornemt. Og lidt fornemt er der da altid over roser. Også over de roser, der er købt til en tyver i et supermarked. Bare glæden ved at se sådan en lille vissenpind springe ud og blomstre er noget helt særligt.

Nu får vi se, hvordan den klarer overvintringen. Her er et lidt hårdt klima med både blæst og kulde, og de opstammede bukker ofte under. Men måske i et hjørne med så meget læ som muligt? Måske stillet ind mellem nogle buske, der kan bryde den kolde vind? Jeg håber, det går, for den må gerne blive gammel her hos os – vores fine Rose de Lidl.

God søndag.

Rosens Dag – øjenfryd og inspiration

Inspiration til et smukkere hjem og en mere strålende have. Det var, hvad jeg fik med hjem i går.

Nu er det ikke sådan, at vi bor grimt eller fantasiforladt. Langt fra – synes vi selv. Det er heller ikke sådan, at vores have er grim eller kedelig. Ligeså langt fra. Men alligevel er det sådan, at man altid er på jagt efter ny inspiration. Sjældent inspiration til banebrydende indretningsmæssig nytænkning – nej, for man har jo indrettet sig, som man kan lide det, og som det passer til ens personlighed. Men gerne lidt nyt, et pift, der kan kalde på et ekstra mandagssmil.

Billede5

Det fik jeg i går, da jeg besøgte Rosenposten i Harlev. Bondemanden nåede ikke at tage med – han sad med regnskaber til op over begge ører. Det var han ked af, men i dag er sidste dag for virksomhedsskat, og så har man travlt, når man er i den branche. Men synd for ham, det var det nu.

For kan man lide roser, og har man ikke været hos Rosenposten i Harlev, bør man altså tage en tur dertil. Man kan jo bo hos os, hvis man bor for langt væk? Der er alt, hvad hjertet kan begære af roser, og der er roser, man slet ikke vidste, man begærede, før man så dem. En overflod, et væld.

Foto fra Rosenpostens gratis downloads – se under Windows tapeter

I går var det Rosens Dag, og alle sejl var sat til. Der var roser, rosenkager, glade gæster – seriøse samlere og glade amatører. Og der var dekorationer. Blomsterdekoratør Hanne Utoft havde lavet de smukkeste dekorationer med roser og ting fra den vildere natur. Bark, grene, ukrudt og frøstande. Det var smukt og lige den slags dekorationer, jeg elsker at lave. Jeg havde bare aldrig før tænkt på det med bark.

Jeg var dårligt kommet hjem, før jeg stod på hovedet i brændestablen for at finde et egnet stykke bark. For kombinationen af rosernes fine blade og den grove barkstruktur var fantastisk. Modsætninger, der kalder det bedste frem i hinanden. Det tog knap fem minutter, så stod denne her på bordet og pyntede.

Billede2

Roserne er sat i oasis og barken anbragt omkring dem. Den første af mange flere, har jeg på fornemmelsen. Sikkert også med dahlia senere på sommeren – og med noget andet, når det bliver jul.

Jeg købte også en rose. Kun én. Men sikken en. En Alkymist. Et yndigt, lille og prikkent vidunder med blomster, der changerer fra rosa til guld. Den skal stå foran B&B’en, hvor flest muligt får lejlighed til at nyde den.

Billede4

Jeg mødte også naboer og bekendte, og udover roser var det motorvejen, der blev diskuteret – og politikeres uvederhæftighed. Det er et trist emne, jeg vil gemme, til vi igen holder møde om ‘Hvad Nu?’. Så er jeg klar. De skal nemlig ikke få lov at ødelægge glæden ved roser og Rosens Dag. For så har vi for alvor tabt.

God mandag.

Det er rosernes tid – og i dag er der åbne haver

I dag er der åbne haver over hele landet. Vi skal en lille tur ned til Rosenposten i Harlev og kigge på og dufte til roser. For det er rosernes tid nu.

Billede2

Der er to roser, jeg gerne vil have indført i haven. Den ene hedder Gerbe Rose. En rosa slyngrose, der skulle kunne tåle at stå i skygge. Den anden hedder Alkymist – også en slyngrose, men en der skifter farve fra rosa til dybt gylden.

Der er bare et problem. Hvor skal de stå? Og hvad skal de slynge sig op ad? Bondemanden siger, at jeg skal lave plads til dem, inden vi tager af sted. Han er også så fornuftig. Det er nok godt for vores økonomi, at han er det, for blomster får mig helt til at tabe det jordbundne  forhold til forbrug, jeg ellers går rundt med. Nok er aldrig nok, når det er planter, det gælder.

Det er jo ikke sådan, at vi ingen roser har.

Billede3

Vi har både de tamme i haven og de vilde i hegnet.

For roser skal der da til i en romantisk have. Og alkymisten ville gøre haven endnu mere romantisk. Det er jeg sikker på. Jeg tror nu også, at jeg kan nå at grave et par huller og finde et par pinde til to klatrelystne roser mere – inden vi tager af sted.

Billede4

God åben have dag – og god søndag.