Romantiske Haver

I går kom jeg slæbende hjem med en tung pose fra boghandleren. Claus Dalbys nye bog, Romantiske Haver, er udkommet. Flere kilo smukke billeder og tekst trykt på lækkert tykt papir. Det har jeg ventet længe på. Siden jul faktisk, for der fik jeg et gavekort til boghandleren, og det har bare ligget og ventet på, at bogen skulle udkomme.

Det er en uendeligt smuk bog.

Picture1

Inspirationen vælter ud fra hver eneste side med de mange, dejlige fotos. Har du lyst til at se bogen, er der en hurtigvisning her hos Claus Dalbys forlag, Klematis. Det går meget hurtigt, flimrer næsten. Men det giver en ide om, hvad der er at fordybe sig i.

Picture2

Det er nemlig ikke en bog, der skal flimre. Det er en bog, man skal bruge tid på. Tid til at synke ind i billederne, tid til at læse teksten om hver af de mange, smukke haver, tid til at tænke ‘Kunne jeg måske gøre…’, mens man læser. Der er små haver, store haver, potteer og krukker og – de skønneste roser.

Claus Dalby har gjort sig umage med at få så mange sortsnavne med som muligt i billedteksterne, og det er dejligt. Så kan man gå i gang med at lede efter de planter, man bliver forelsket i. For det gør man.

Og det fører videre til det eneste problem, jeg har med bogen. Og det er ikke bogens skyld. Det er min egen. Min svage og letlokkelige sjæl. Jeg blev forelsket mindst 25 gange på de første 25 sider – og der er 396 sider i bogen i alt. Hvordan skal det ikke gå?

Findes der støttegruppe for blomsterafhængige? Hvad? Sagde du ‘nøjes med at kigge?’ Umuligt. Men jeg kan da lige starte med et kritisk blik på bedene i haven – og på de krukker, jeg allerede har – og se, om ikke det er muligt at gøre noget med de forhåndenværende søm.

Billede10

Det tror jeg, det er. For det er ikke købekraft alene, der skaber en smuk have, selvom jeg nok tror, at der ryger en ekstra krukke med, når jeg næste gang skal besøge Bonderosen. Det er det at se, og dermed at se mulighederne. Flytte lidt om her, sætte lidt flere potter sammen der. Plante noget i den der og ikke i den der – sørge for at skabe både liv og ro i bedene. Som Gnags synger i deres Lav sol over Aarhus: For at lære at se, må man kigge.

Nu må der godt komme en byge eller to her i de kommende fridage. For så slipper jeg kalkkosten og går i haven i sofaen – i ‘Den Romantiske Have’.

God onsdag.