Store Kartoffeldag

En ny årligt tilbagevendende festdag har set dagens lys.

Store Kartoffeldag.

Den dag, hvor ens alt for sent lagte kartofler er klar til, at man andægtigt kan grave den første top op.

De er så fine sådan nogle små nye kartofler.

Og de allerførste kartofler fra haven smager af lange, lange sommerferier, hvor solen altid skinnede, hvor Mormor slog på gong-gongen, når det var spisetid, og alle børnebørnene myldrede til ude fra den store have for at stå i kø ved håndvasken – på gammeldags vis – ikke på politikervis – for at vaske hænder og derefter komme ind i spisestuen og kaste sig over nye kartofler, karbonader og salat fra haven – med jordbær eller rødgrød til dessert.

Det er længe siden, men når man sidder med årets første hjemmedyrkede kartoffel på tallerkenen, har man lov at blive lidt nostalgisk over dengang da. Da livet var mere ukompliceret. Ens eget liv forstås. Ens eget dengang næsten tiårige liv.

Nostalgi er jo som bekendt ikke, hvad det har været. Mormor har sikkert ikke syntes, det var helt ukompliceret med 6 børnebørn på besøg på én gang. Og egentlig findes ‘ukompliceret’ nok kun i bakspejlet – eller i andres øjne. Selv har man da sit at slås med – altid, ikke?

Men den dag, hvor Store Kartoffeldag skal fejres med sådan et godt, gammeldags sommermåltid, sørger smagsløgenes hukommelse for, at alt går op i en højere enhed, og man næsten tror på illusionerne. Og det er værd at fejre.

God torsdag.