Indisk, autentisk og spicy gryderet

To af mine søde kolleger er lige kommet hjem fra Indien. De har holdt kursus derude, hvor myggene bider, og der er over 30 graders varme lige nu. Og selvom de har haft travlt med et langt og vanskeligt kursus, er blevet ædt af myg og har mødt det store lands snirklede papirgange, tog de sig alligevel tid til at købe nogle spændende krydderiblandinger med hjem til mig. Det var smukt gjort.

Der er blandinger til kød, til kylling, en til alt muligt og en æske tandoori krydderi.

Billede1

Køer er jo hellige i Indien, og det er ikke helt politisk korrekt at spise indiske krydderier sammen med oksekød. Det smager bare så godt, at jeg her – mange tusind kilometer fra Indien – drister mig til at gøre det alligevel.

Man skal bruge:
300 g oksekød i tern (jeg brugte et bovstykke)
200 g udblødte og kogte kikærter (eller fra en dåse i nødstilfælde)
1 stor gulerod i små tern
1 løg, hakket
1 spsk Garam Masala
Ekstra chili til at smage til med
Olie til bruning og vand, så det dækker.

Til marinaden:
1 løg
3 fed hvidløg
Ingefær – et stykke på størrelse med min tommelfinger (handskestørrelse 8)
Salt – et drys
4 spsk rapsolie

Og fremgangsmåden er ganske enkel: Blend løg, hvidløg og ingefær sammen med salt og olie.

Billede3

Skær kødet fra knoglen – det stykke bov, jeg brugte, gav ca. 300 gram og et herligt hundeben.

Billede4

Lad kødet marinere i blandingen i en times tid – mindst.

Billede5

Brun et hakket løg i olie, brun også kødet og tilsæt Garam Masala. Kom en gulerod i tern ved, og hæld vand på, så det dækker. Nu skal kødet bare simre, til det er mørt. Det tager en times tid – men prøv lige at stikke i det, for at se, om det er mørt. Som jeg før har sagt, er kogetiden afhængig af dyrets race og alder og af, hvor længe kødet har hængt.

Bland til sidst de afdryppede kikærter i, kog det hele godt igennem og smag til. Er det blevet for stærkt, kan man komme lidt kokosmælk i. Det tager ilden. Man kan også putte lidt tomater i, hvis der virkelig er for meget ild i retten. Men brænde – på den gode måde – det skal den.

Spis med ris – gerne Basmati – og lidt ristet kokosmel som sprødt drys. Jeg havde kogt risene med et stykke cassiabark – en slags uægte kanel – som jeg også havde fået af mine søde kolleger.

Billede2

Mens maden koger stille, kommer køkkenet til at dufte som en indisk restaurant af de bedre. Alene duften er pragtfuld, og smagen lever helt op til løfterne fra køkkenduften. Det er ikke en ret, man skal gå i gang med, hvis maden skal være færdig til kl. 18 på en hverdag. Det tager den lidt for lang tid til. Men den er så rigeligt tiden værd, og det meste er jo marinerings- og kogetid, hvor man kan lave alt muligt andet end at stå og kigge på skåle og gryder.

Billede6

Når vi snart får vores påskelam, vil jeg prøve at lave samme ret med lammetern. Det bliver helt sikkert heller ikke ringe.

God onsdag.